Vagthund retter skarp kritik af Iran for ikke at overholde historisk atomaftale.

Iran har over fem gange mere beriget uran end det tilladte niveau i atomaftale.

Det oplyser Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA, ifølge AFP.

Vagthunden peger på flere forhold, hvor Iran ikke lever op til aftalen.

Atomaftalen blev indgået i 2015 mellem Iran og de fem faste medlemmer af FN's Sikkerhedsråd plus EU og Tyskland.

Men i 2018 valgte USA's præsident, Donald Trump, at trække USA ud af aftalen.

Derefter har aftalen hængt i en tynd tråd, som de resterende aftaleparter har forsøgt at redde.

Iran har siden da flere gange vist tegn på, at landet ikke lever op til aftalen.

Landet meldte i januar ud, at det ikke længere ville respektere atomaftalens begrænsninger for, i hvor høj grad det kan berige uran.

Som en del af atomaftalen svor Iran, at landet ville reducere deres lager af beriget uran med 98 procent.

Målet var, at landet kun ville beholde nok beriget uran til at støtte landets elnetværk, men uden det kom nær evnen til at udvikle masseødelæggelsesvåben.

Da aftalen blev forhandlet på plads i 2015, var præmissen, at USA ophævede sine hårde økonomiske sanktioner mod Iran, som til gengæld opgav muligheden for at udvikle atomvåben.

Rafael Grossi, som er den nye chef for IAEA siger, at organisationen kræver mere klarhed over situationen på et ikke nærmere angivet atomanlæg i Teheran, hvor der tidligere i år blev fundet uranpartikler.

- Iran må beslutte om det vil samarbejde med IAEA på en mere klar måde og oplyse det nødvendige, siger han og kalder det meget vigtig, at der blev fundet uran.

- Det betyder, at der kan være nukleare aktiviteter og materialer, som ikke er under international overvågning. Vi ved ikke, hvor det kommer fra eller hvad der er hensigten med det. Det bekymrer mig, siger Grossi, som tirsdag var i Paris for at drøfte Iran med præsident Emmanuel Macron.

IAEA har i måneder lagt pres på Teheran for at få det til at give informationer om, hvad der foregår på det sted, hvor uranpartikler er blevet fundet.

Atomenergiagenturet har ikke undersøgt stedet eller sagt, hvor det ligger. Diplomatiske kilder har sagt, at IAEA har spurgt til et anlæg i Turquzabad-distriktet i Teheran, hvor Israel hævder, at der tidligere er foregået hemmelige atomare aktiviteter.

Frankrig, Storbritannien og Tyskland har tidligere i år udtrykt stor bekymring over for Iran og gjort det klart, at de ikke accepterer argumentet om, at Iran har ret til at begrænse dets overholdelse af atomaftalen.

De tre lande har derfor udløst en såkaldt konfliktløsningsmekanisme. Det er en proces, der kan sættes i gang, hvis en af aftalens parter føler, at en anden part ikke overholder aftalen i tilstrækkelig grad.

Selve processen har flere skridt og kan tage op til 65 dage. I sidste ende kan det føre til, at der indføres FN-sanktioner mod Iran.

/ritzau/Reuters