Hele verden fik guldfeber, da to dusørjægere sidste år mente at have lokaliseret Hitlers forsvundne nazi-skat til en underjordisk togvogn i Polen. Men det er det helt forkerte sted at lede, mener en brite, som påstår, at han ved, hvor skatten er skjult.

Det lød ellers som en scene fra en film. At den enorme skat, som Hitler og hans folk angiveligt stjal under anden verdenskrig, og som de forsøgte at få med sig ud af Polen kort inden det tredje riges fald, skulle befinde sig i et guldtog skjult i en hemmelig tunnel under den polske muld.

Men trods en storstilet undersøgelse er det endnu ikke lykkedes at finde beviser på, at to dusørjægeres teori virkelig holder stik.

Det gør dog måske heller ikke så meget, for ifølge en tidligere professionel britisk dykker befinder den forsvundne skat, der består af forskellige stjålne værdier, som nazisterne tilegnede sig under krigen, sig et helt andet sted – nemlig på bunden af havet.

Det fortæller han til den britiske avis Daily Star.

Ifølge den 61-årige Phil Sayers sank skatten i en af verdens værste og mest dødbringende skibskatastrofer nogensinde –  forliset af MS Wilhelm Gustloff i Østersøen mellem Polen og Bornholm.

Skibet sank natten mellem den 30. og 31. januar 1945, da det var på vej væk fra den russiske Røde Hærs indtog i Østtyskland. Med sig om bord var der ifølge Berlingske over 10.000 passagerer. Men skibet blev ramt af tre torpedoer fra en russisk ubåd, og 9.343 tyskere blev trukket med i dybet, da skibet sank. Målt i menneskeliv var katastrofen altså seks gange værre end den berømte luksusliner Titanics forlis i 1912, hvor omkring 1.500 personer mistede livet.

Men de mange tyskere var ikke det eneste, som MS Wilhelm Gustloffs skrog trak med sig i dybet. Det store skib gemte nemlig ifølge Phil Sayer på en yderst hemmelig og meget værdifuld last – nemlig den legendariske nazi-skat.

Phil Sayers har selv dykket ned til vraget i 1988, hvor han blandt andet har taget dele med op, som siden er blevet udstillet på et museum i Kiel.

Hans dykkertur og oplevelser har også ført til, at han tidligere har skrevet en novelle om den skjulte skat. Novellen blev blandt andet skrevet på baggrund af hans møde med en overlevende fra skibsforliset, Rudi Lange, som var skibets radiooperatør på den fatale rejse.

Nu afslører briten dog yderligere interessante oplysninger, som radiooperatøren fortalte – detaljer, som han er sikker på er sande.

»Alt, hvad den overlevende har fortalt mig, anser jeg for at være sandt – at guldet blev smuglet ud af den østpreussiske rigsbank,« fortæller dykkeren til Daily Star.

Ifølge Phil Sayers har flere vidner tidligere fortalt, at der dukkede mange lastbiler op ved skibet natten inden, det skulle sejle. Og at lasten fra lastbilerne blev bragt om bord på skibet under intens overvågning.

»Rudi Lange gik ned på kajen for at ryge, og han var der tilfældigt, da guldtransporten ankom.«

»Han vidste først ikke, hvad det var, der blev bragt om bord - det var først i 1972, da han mødte en anden overlevende fra forliset - en af vagterne, som var blevet bedt om at passe godt på guldet, og han afslørede, hvad der var i de store kasser,« fortæller Phil Sayers.

Guldet blev angiveligt opbevaret i Hitlers personlige suite, som var et specieldesignet rum med ekstra forstærkninger, og som var specielt bevogtet.

Disse beretninger passer godt med de dele fra skibet, som Phil Sayers tog med op. Det var nemlig to koøjer. Det ene koøje havde ekstra forstærkning i form af metalbarrer, hvilket kunne tyde på, at det var vinduet fra Hitlers ’forstærkede’ rum, der rummede skatten.

Ifølge dykkeren er skibet dog delt i flere stykker på bunden, hvilket han blandt andet mener skyldes, at polske skattejægere har sprængt det i stykker i et forsøg på at finde skatten.

Guldet i den eftersøgte naziskat menes at have en nutidig værdi af omkring én milliard kroner. Skal den påståede skat findes på havets bund, vil det dog nok kræve en dispensation fra myndighederne, da skibet nu har status af en krigsgrav. Det betyder, at man ikke må dykke i nær afstand af vraget.

Det er i øvrigt langt fra første gang, at nogen mener, at de har lokaliseret den myteomspundne skat.

Ud over de to skattejægere, der mener, at skatten er på det underjordiske tog i Polen, så er der også en teori om, at skatten kan befinde sig i Danmark.

I 2013 fortalte den tidligere tyske soldat, 90-årige Wilhelm Kraft til BT, at han som ung var med til at grave to kæmpestore huller i den Nordjyske landsby Asaa. Han så ikke, hvad der blev begravet i hullerne, men fortalte dengang, at der kom mange togvogne med last til stedet.

Selv om Wilhelm Kraft tog til Asaa for at finde skatten, er der dog endnu ikke dukket nogen skat op i det nordjyske.

Den tyske soldat mente, at den skat, der kunne være tale om, bestod af flere ton guld og rav, som udsmykkede og beklædte et rum i Katharinapaladset ved Sankt Petersborg i Rusland. Det legendariske ravkammer blev siden transporteret til slottet Königsberg i Preussen. Siden er det forsvundet, og kammeret, der af nogle bliver betegnet som verdens 8. vidunder, menes at være en del af den store naziskat.

Det forsvundne ravkam er blevet genopbygget i Katharina-paladser i St. Petersburg. Billedet er taget i 2003 - kort før, at det genopbyggede kammer blev åbnet.
Det forsvundne ravkam er blevet genopbygget i Katharina-paladser i St. Petersburg. Billedet er taget i 2003 - kort før, at det genopbyggede kammer blev åbnet. Foto: ALEXANDER ZEMLIANCHENKO
Vis mere