En soldat, der skød sine kolleger, fik angiveligt et nervesammenbrud. Manden er anholdt.

En russisk soldat har skudt og dræbt otte andre soldater, skriver russiske nyhedsbureauer ifølge Reuters.

Soldaten, der skød omkring sig, er anholdt, skriver Interfax.

Foruden de dræbte er to soldater blevet såret ved episoden, der skete på en kaserne i det østlige Rusland.

Manden, der var værnepligtig, vendte sit våben mod sine kolleger, efter at han havde fået et nervesammenbrud, oplyser det russiske forsvarsministerium ifølge Interfax.

- Den værnepligtige er anholdt, og de to sårede er bragt til et hospital. De er uden for livsfare, oplyser ministeriet videre.

Skyderiet skete i forbindelse med et vagtskifte på en kaserne i regionen Zabaikalsk.

Forsvarsministeriet i Rusland skriver ifølge nyhedsbureauet AFP, at soldatens handlinger "kan være resultatet af et nervøst sammenbrud forårsaget af personlige omstændigheder, som ikke har forbindelse til hans militære tjeneste".

I 1990'erne var den russiske hær berygtet for sine barske ritualer og behandling af især rekrutter. Men der er sket en forbedring på dette område inden for de seneste år, skriver AFP.

/ritzau/Reuters