Siden en skolemassakre i Florida 14. februar har en lang række virksomheder afbrudt samarbejdet med NRA.

Fairfax. Medlemmerne af National Rifle Association (NRA) bliver fejlagtigt straffet for skoleskyderiet på Marjory Stoneman Douglas High School i Florida i sidste uge.

Det mener NRA, der har udsendt en erklæring. Erklæringen kommer, efter at flere store virksomheder de seneste dage har droppet samarbejdet NRA.

- Siden tragedien i Parkland, Florida, har en række virksomheder valgt at afbryde samarbejdet med NRA for at straffe vores medlemmer, siger talskvinde for NRA Jennifer Baker.

- Medlemmerne omfatter læger, landmænd, politibetjente, brandmænd, sygeplejersker, butiksindehavere og skolelærere, der bor i alle amerikanske samfund, tilføjer hun.

Interesseorganisationen har cirka fem millioner medlemmer.

Siden skoleskyderiet 14. februar, hvor 17 mennesker blev dræbt, har våbenlovgivningen i USA igen været udsat for hård kritik.

Flere store virksomheder såsom Hertz, Avis, Best Western, Delta og United Airlines har meddelt, at de vil indstille aftalerne med NRA.

Medlemmer af våbenlobbyen har ellers nydt godt af rabattilbud og andre fordele fra selskaber, som NRA samarbejder med.

I erklæringen fra NRA kalder talskvinde Jennifer Baker virksomhedernes handling for "en skamfuld udstilling af politisk og borgerlig fejhed".

NRA understreger samtidig, at den intet har at gøre med den fejlslagne sikkerhed på skolen, ligesom den heller ikke har noget at gøre med "de grusomme fejl", der blev begået af både den føderale og lokale ordensmagt.

Det sker med henvisning til flere ting, der gik galt på skolen. Således greb skolens politimand ikke ind under skyderiet, ligesom at videoovervågningen på skolen var forsinket.

Ej heller reagerede nogen på flere advarsler om 19-årige Nikolas Cruz, som er anholdt for skyderiet.

/ritzau/AP