En stribe bilister i Californien fik sig formentlig et chok for livet, da de tirsdag fik selskab på motorvejen af et mindre fly.

Flyet styrtede pludseligt ned og landede midt i trafikken, og det ramte endda en lastbil under den dramatiske landing, som sluttede i et møde med et højt autoværn.

Der sad tre personer i den lastbil, som blev ramt.

Men trods det gigantiske drama er alle på mirakuløs vis sluppet fra situationen med livet i behold, rapporterer blandt andre CBS i Los Angeles.

Også de to personer, som var ombord på flyet.

Begge var i stand til selv at forlade flyvraget, som brød i brand efter mødet med asfalt og barriere.

Videoen herover viser flyet på motorvejen efter ulykken, men på Twitter florerer der dashcam-optagelser af selve ulykken.

Her kan man se, hvordan flyet rammer asfalten, skaber en sort røgsky, kurer afsted og til sidst hamrer ind i det høje autoværn.