Mens han levede, kørte han rundt i en gammel bil og nægtede at anskaffe sig en mobil, da han mente, det ville koste for meget.

Nu har en 'utroligt sparsommelig' mand ændret en række personers liv helt.

Manden i centrum for sagen er amerikanske Terry Kahn, som boede i et beskedent hus i det sydlige Indianapolis frem til sin død for to år siden. Det skriver CBS News.

I den forbindelse havde han også afvist, at der skulle bringes en dødsannonce, for - som han sagde det - hvem ville bruge penge på en nekrolog.

»Han var bare utroligt sparsommelig,« lyder beskrivelsen fra advokaten Dwayne Isaacs, der har administreret Terry Kahns dødsbo, over for det amerikanske medie.

Men Kahn - der i 30 år arbejdede for Veterans Administration og ikke havde nogen tæt familie - var ikke kun sparsommelig.

Han var også utrolig gavmild.

Det står særligt klart nu, hvor det er kommet frem, hvad han besluttede sig for at gøre med alle de penge, han efterlod sig.

For ved sin død havde han en formue på 13 millioner dollar svarende til 90 millioner kroner.

Og alt skulle gå til velgørenhed.

I sit testamente havde Terry Kahn dog ikke specificeret, hvilken velgørenhed der skulle have pengene. Derfor gik Dwayne Isaacs i gang med at ringe rundt til forskellige non-profit-organisationer.

»Hvad ville I gøre med en million dollar?,« indledte han samtalerne med.

Til CBS News fortæller advokaten, at det ikke var alle, der svarede tilbage på hans henvendelse - og nogle ville ikke engang lytte til ham, fordi de mente, det lød for godt til at være sandt.

En af dem, der endte med at tage opkaldet, var Julie Henson, der er vicepræsident for udvikling i Coburn Place, som tilbyder støtte og bolig til overlevende efter vold i hjemmet.

»Vi havde en ud af kroppen-oplevelse og tænkte: 'Er det her virkeligt?,« fortæller hun til CBS News.

I alt tog omkring et dusin almennyttige organisationer imod advokatens henvendelse og fik del i boet på de 13 millioner dollar.

»Han (Terry Kahn, red.) sidder og smiler et eller andet sted, det er der ingen tvivl om,« fortæller Dwayne Isaacs.