En amerikansk landskabsarkitekt fra Massachusetts er ovenud lykkelig for, at han stadig er i live og kan fortælle om oplevelsen.

Han røg nemlig i en flishugger i november, men overlevede med et ben mindre, og kan nu fortælle om det.

»Jeg er lykkelig for at være i live,« siger den 32-årige James Blaney til den lokale tv-station Boston 25.

»Der er ikke mange, som har et stævnemøde med en flishugger og lever, så man kan snakke om det.«

James Blaney betjente flishuggeren den 16. november, da hans ene ben pludselig blev fanget af en gren, lød hans fortælling til tv-stationen.

»Maskinen omsluttede mit ben,« sagde han.

»Hvis jeg skulle dø, ville jeg ikke dø, mens jeg flippede helt ud. Jeg ville bare dø, jeg ønskede kun at nyde de sidste sekunder af mit liv og ikke tænke på, hvad der skulle ske.«

Han havde i realiteten to muligheder. Han kunne ryge ind i flishuggeren med hovedet først eller med benene først.

Heldigvis havde han to hurtigttænkende medarbejdere i gang ved siden af flishuggeren. De skyndte sig hen til den, og fik den til at spytte tingende ud, i stedet for at smadre dem.

De fik også sat en årepresse på Blaneys ben - og det har formentlig reddet hans liv, sagde hans kirurg, dr. Larry Novak på sygehuset i Cape Cod. Det skriver avisen New York Post.

»Han er den heldigste fyr, der findes, for han var involveret i en frygtelig ulykke. Alligevel kom han i sikkerhed, og han havde venner, der vidste, hvad de skulle gøre.«

James Blaney måtte på ny under kniven onsdag, men sygehuset regner med at overføre ham til genoptræning i næste uge.