Emma Martinovic overlevede Breiviks massakre på Utøya 22. juli 2011. Nu svarer hun på hans klagebrev.
Anders Behring Brevik har 77 menneskers lliv på sin samvittighed. 69 af dem skød han ned med koldt blod på øen Utøya kort efter, at den bombe, han havde placeret i regeringskvarteret i Oslo havde dræbt otte.
Dommen lød på 21 år i forvaring, men allerede nu efter tre år klager Breivik over forholdene i fængslet. I et brev til flere medier truer masssemorderen med at tage sit eget liv, hvis ikke forholdene i Skien Fængslet, hvor han sidder, bliver forbedret.
»Medmindre forværringerne fra 2. september 2015 bliver ændret, så vil jeg sultestrejke, til jeg dør. Jeg kan ikke klare det mere.«
Problemet er ifølge Breivik, at han i 23 af døgnets 24 timer kun har adgang til én isolationscelle og ikke to – som før 2. september 2015. Det har gjort det umuligt for ham at tage den bachelor i statskundskab, som han blev optaget på i juli.
Selv om Breviks klagesang har fået en del omtale, bliver den kun mødt med foragt og vrede af en af de overlevende fra Utøya.
22-årige Emma Martinovic overlevede med nød og næppe Breviks vanvid ved at svømme væk fra øen, mens hendes venner blev skudt ned omkring hende. Hendes sympati for drabsmandens trængsler er ikke eksisterende.
»Hold din kæft, og ta' din straf, som den kujon, du er. Du slog så mange mennesker ihjel og opførte dig, (som om) du var Gud i nogle timer, og nu klager du over, at du har det hårdt i fængslet, men du ved slet ikke, hvad det vil sige at have det hårdt. Taber.«
I et interview med australske News.com.au fortæller Emma Martinovic, at Breivik kan skrive lige så mange breve, han vil. Hun føler ikke med ham.
»Nej, det gør jeg virkelig ikke. Jeg forsøger at tænke på, at enhver person er et menneske, som skal behandles med respekt, men det er meget svært med ham. Jeg har ingen sympati med ham, for han tog så mange mennesker fra mig, og fordi han har gjort mit liv så svært,« fortæller hun.
Emma var 18 år, da hun var taget til Utøya for at deltage i de unge norske socialdemokraters sommerlejr.
Kort efter massakren skrev hun en blog om sine oplevelser. Her beskrev hun blandt andet, hvordan hun først gemte sig, derefter flygtede og til sidst endte med at svømme væk fra øen, mens kuglerne fløj om ørerne på hende. På et tidspunkt stødte hun på en livløs dreng.
»Jeg trak drengens krop tilbage til land, da jeg trak i hans hætte ned, så jeg, at det var en af mine venner, og jeg så sårene i hans hoved. Der var ingen tid til at reagere. Jeg kyssede ham på kinden og skyndte mig tilbage til mit klippehul,« skriver hun.
Da hun senere panisk svømmede væk fra øen sammen med flere andre, stod Breivik inde på land og skød efter de unge. Selv blev hun skudt i armen, men det lykkedes hende at komme i sikkerhed i sidste øjeblik.
Fire år efter massakren kæmper hun stadig en daglig kamp med psykiske mén efter den traumatiske oplevelse.
»Der er gode dage og dårlige dage, men jeg kan ikke bare give op og lade ham vinde,« siger hun.
»Jeg skal bare lære at håndtere de dårlige dage og nyde de gode dage, der kommer.«
»Det er svært, men jeg arbejder på det. Nætterne er tit de værste, men jeg håber, at det en dag bliver en smule lettere. Min psykolog siger: 'Du kommer ikke over det, du lærer bare at leve med det, og det tror jeg, er en meget god pointe.«
