17-årige Ane Kollen Evenmo, der overlevede Utøya-massakren, var meget nervøs, før hun mandag skulle vidne mod massemorderen Anders Breivik. Men da hun så ham i salen, forsvandt nervøsiteten.

Først skød Breivik hende i benet, og dernæst skød han efter hende, da hun flygtede i en båd.

Men selv om nu 17-årige Ane Kollen Evenmo var tæt på at miste livet i Breiviks kugleregn på Utøya, så virkede hun overraskende selvsikker, da hun mandag vidnede mod massemorderen i Oslo Tingrett.

- Han var slet ikke så farlig, som jeg havde gået og troet. Han kan jo ikke gøre mig noget mere, sagde hun til BTs udsendte efter sin afhøring.

LÆS ALT OM RETSSAGEN MOD ANDERS BREIVIK HER

Egentlig havde hun ligesom de andre af dagens vidner sagt, at hun ikke ville give interview til pressen. Men den unge kvinde overraskede alle, da hun alligevel med stort overskud stillede op.

Forinden havde hun da også overrasket alle inde i retssalen, da hun engageret, roligt og uden afbrydelser fortalte om sin grufulde oplevelse under Breiviks massakre.

- Vi løb. Vi løb. Jeg følte, at det var vældig nært, da han skød. Jeg ved ikke, om det var held, fortalte Ane Kollen Evenmo, der blev ramt i læggen af en kugle.

- Jeg tænkte, at det måtte være en paintballkugle, fortalte hun.

Ligesom mange andre forsøgte Ane at søge i sikkerhed for Breivik ved at svømme væk fra øen. Men vandet var så koldt, at hun gik i kramper - og hun gik i land på øen igen. I stedet prøvede hun sammen med flere andre at flygte fra øen i en båd.

- Vi lå i båden og gemte os, da han skød efter os. Men det var jo ikke vældig længe. Så begyndte vi at ro, fortæller den unge kvinde, der var 16 år under massakren.

- Han virkede meget rolig, der var intet hastværk, fortæller hun om Breivik.

Ane Kollen Evenmo var kun 16 år under massakren, men iført en sort blazerjakke og med håret sat op i en hestehale, så hun mandag noget ældre ud i retten.

LÆS HELE FORLØBET FRA DAGENS RETSMØDE HER

Og den unge kvinde var da også yderst velformuleret efter vidneforklaringen.

- Jeg håber, at han aldrig kommer ud, så vi slipper for at være ængstelige for sådan en person som ham, sagde hun til bt.dk.

Et andet vidne sagde tidligere på dagen til Breivik, at hun følte, at hun havde vundet over ham. Sådan har Ane Kollen Evenmo det ikke.

- Jeg vil ikke sige, at jeg vandt, for det var jo ikke en kamp mellem ham og mig, men jeg kan sige, at han ikke klarede at tage os alle, siger hun med sin rolige stemme, mens de blå-grønne øjne kigger på BT's journalist. Imens leger hendes fingre med de sorte snore fra hendes tørklæde.

Hvordan vil du beskrive Breivik?

- Jeg vil ikke bruge ord om ham. Jeg vil bare have, at han skal blive glemt, siger den unge kvinde, der dog modsat mange andre af de overlevende, der konsekvent kalder massemorderen for 'gerningsmanden', ikke har noget imod at kalde ham ved navn.

Hun har heller ikke noget imod at vise BT sit ar efter massakren. Hun trækker sine sorte gamacher lidt op og viser det 3 cm røde ar nede ved anklen.

- Jeg kan stadig mærke det, men jeg prøver at være med til sport i skolen, fortæller hun,

Hvor fik du styrken fra på Utøya?

- Det er bare sådan, jeg er. Folk reagerer forskelligt. Jeg tror barte, at min intuition tog over, fortæller Ane Kollen Evenmo og tilføjer, at hun nu bare prøver at leve sit liv så normalt som muligt.

- Man må jo prøve at komme videre, siger  hun.