To syriske familier flygtede fra tortur og en ren krigszone, men nu keder de sig så meget på en isoleret ø, at de føler sig deprimerede.

På den skotske ø The Isle of Bute er det store flertal af befolkningen etnisk, hvide skotter af hankøn mellem 55-59 år, og øen har en meget høj arbejdsløshed.

Her blev 12 syriske flygtninge-familier sendt hen gennem et FN-program for otte måneder siden, men de havde egentlig håbet på at komme til storbyer som Glasgow, London eller Manchester.

Nu kæmper de efter alt at dømme med at få hverdagen til at fungere på den kolde og regnfulde ø.

»Der sker ikke noget, der er ingenting. Jeg keder mig ikke mere. Jeg er deprimeret nu. Jeg føler, jeg har én valgmulighed nu, og det er at dø her. Bare dø her. Intet andet,« siger den 42-årige Abd, som ikke vil have sit virkelige navn frem, men som har talt med det britiske medie Daily Mail.

Han bor på øen med sin kone og fire børn.

Flygtningene deltager i et program, hvor de får fem års humanitær beskyttelsesstatus, ret til at arbejde og ret til offentlige velfærdsgoder. Men de har ikke selv kunnet vælge, hvor de skulle bo og er derfor havnet på øen, der er kendt som et af Skotlands udkantsområder med stor fattigdom og mange pensionister.

Det det tager hårdt på flygtningene, forklarer en kvinde fra en anden familie.

»Øen er fyldt med gamle mennesker. Det er et sted, hvor folk kommer for at dø,« siger Fatima på 31 til mediet.

De to familier, som avisen har talt med, fortæller, at de kommer fra forfærdelige omstændigheder og var i stor fare i Syrien. De måtte flygte i et køretøj med grøntsager og bagage midt i en krigszone, og de er meget taknemmelige for at være i Skotland. Men de sproglige udfordringer og de få andre arabere tager hårdt på især Abd, der har forsøgt at tage sit eget liv.

»Jeg tror, at hvis vi var kommet et sted hen, hvor der var flere arabere, jeg ville kunne kommunikere med og lære engelsk her og der, ville jeg sikkert få et job,« siger Abd, som føler sig ydmyget over bare at blive placeret et sted.

»Jeg forventede ikke at komme til denne ø. Vi troede, vi skulle til London eller Manchester, men hver gang vi bare nævner at flytte fra øen, får vi at vide; 'Vi har betalt en masse penge for at få jer hertil'.«

Derfor føler Abd, han har mistet kontrollen over sit eget liv.

Myndighederne på øen Bute fortæller til Daily Mail, at disse synspunkter bestemt ikke deles af majoriteten af flygtninge, som tilpasser sig og føler sig velkomne.