Nabohuset forsvandt bare. Opslugt og destrueret af muddermasserne, der ødelagde alt på deres vej,

»Jeg kan ikke spise eller sove. Det gør så ondt,« siger Maria Lucia da Silva til nyhedsbureauet AFP.

Hun bor i Jardim Monteverde, der er forstad til den brasilianske storby Refice, hvor enorme regnbørsmængder har udløst katastrofale ødelæggelser i de seneste dage.

På grund af den massive nedbør er mindst 106 mennesker omkommet i oversvømmelser og mudderskred, der er væltet ned over de skrøbelige huse i de fattige områder.

Her ses nogle af mudderskredene.
Her ses nogle af mudderskredene. Foto: STRINGER
Vis mere

Mindst 10 personer er ifølge de seneste oplysninger stadig savnet, mens omkring 5.000 indbyggere har mistet deres hjem på grund af oversvømmelser eller mudderskred.

»Vi vil ikke stoppe med at lede efter de savnede. Det er det vigtigste lige nu,« siger guvernøren i den hårdt ramte delstat Pernambuco, Paulo Camara, ifølge nyhedsbureaet Reuters.

Maria Lucia da Silva har oplevet de tragiske hændelser på nærmeste hold. Bare i det smadrede nabohus blev 11 beboere angiveligt dræbt i mødet med mudderet, mens en endnu er savnet.

»Jeg har boet her i 40 år. De var som familie for mig, og jeg har set mange af dem vokse op,« siger den 56-årige kvinde.

En indbygger midt i ødelæggelserne.
En indbygger midt i ødelæggelserne. Foto: STRINGER
Vis mere

Da regnen kom, gik det hurtigt.

I løbet af kun få timer fredag og lørdag fik Pernambuco regnmængder, der svarer til den normale nedbørsmængde for hele maj.

Af de omkomne er mere end 20 personer blevet fundet begravet under det mudder, der rev alt med sig.

»Vi har aldrig set så meget regn på så kort tid,« som Mario Guadalupe forklarer til AFP:

Store oversvømmelser.
Store oversvømmelser. Foto: CLAUBER CAETANO
Vis mere

»Jeg så mudderskreddet ske. Først gave en del af bakken efter, og siden var det bare en tsunami af mudder. Mit hus var lige ved at blive ramt også.«

Mandag satte den brasilianske præsident, Jair Bolsonaro, sig ind i helikopter for at besøge de hårdt ramte landsmænd i området.

Det lykkedes ikke.

»Jeg forsøgte at lande, men piloternes anbefaling lød på, at vi kunne forulykke på grund af det ustabile underlag. Så vi besluttede ikke at gøre det,« sagde han senere på et pressemøde:

Redningsarbejdere graver i mudderet.
Redningsarbejdere graver i mudderet. Foto: SERGIO MARANHAO
Vis mere

»Vi sender vores kondolencer til familierne. Vores prioritet nu er at trøste dem og få hjælp frem til befolkningen.«

Oprydningsarbejdet er stadig i gang, hvor redningsarbejdere møjsommeligt graver sig gennem det brune mudder for at afdække, hvad der gemmer sig nedenunder.

I de seneste måneder har Brasilien været ramt af flere lignende hændelser, hvor oversvømmelser og jordskred har været skyld i hundredvis af dødsfald.

»Uheldigvis sker denne form for tragedier, for et land på størrelse med et kontinent har sin andel af problemer,« konstaterede præsident Jair Bolsonaro mandag.