En tostatsløsning er ifølge USA den bedste måde at løse den israelsk-palæstinensiske konflikt på.

Ifølge USA's udenrigsminister, Antony Blinken, er en såkaldt tostatsløsning i den israelsk-palæstinensiske konflikt bedst for Israel på langt sigt.

Det har Blinken sagt til Israels udenrigsminister, Gabi Ashkenazi, i en telefonsamtale mandag. Det oplyser det amerikanske udenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.

I samtalen understregede Antony Blinken, at "Biden-administrationen mener, at en tostatsløsning er den bedste måde at sikre Israels fremtid som en jødisk og demokratisk stat, der lever i fred med en demokratisk palæstinensisk stat".

En tostatsløsning er betegnelsen for en foreslået løsning på Palæstina-spørgsmålet, der sigter efter at oprette to selvstændige stater - en arabisk for palæstinensere og en jødisk for Israel.

USA's præsident, Joe Biden, vil angiveligt føre en anden linje end forgængeren Donald Trump over for Israel.

Det oplyste talsmand Ned Price fra USA's udenrigsministerium tidligere i februar. Joe Biden er eksempelvis modstander af nye israelske bosættelser i de palæstinensiske områder.

- Det er altafgørende at undgå at tage egenrådige skridt, der forværrer spændinger og underminerer forsøg på at fremme forhandlinger om en tostatsløsning, sagde Ned Price ifølge AFP.

Bidens regering vil dog ikke omgøre Trumps beslutning om at anerkende Jerusalem - i stedet for Tel Aviv - som Israels hovedstad, hvilket ellers blev kritiseret bredt i resten af verden.

/ritzau/