Kongressen i USA har stemt en midlertidig aftale om et budget igennem efter forhandlinger og kompromisser.

Washington. Kongressen i USA har godkendt et forslag om et midlertidigt budget, der skal sikre betalingen af de offentlige udgifter frem til 8. februar.

Først godkendte Senatet forslaget med stemmerne 81-18. Nogle timer efter godkendte Kongressens andet kammer, Repræsentanternes Hus, forslaget.

Og natten til tirsdag har præsident Donald Trump også sat sin underskrift.

- Jeg er glad for, at Demokraterne i Kongressen er kommet til fornuft, sagde Trump ifølge AFP i en pressemeddelelse, efter at det stod klart, at Demokraterne ville stemme for forlængelsen af budgettet.

Aftalen betyder, at statsligt ansatte igen kan møde på arbejde, efter at det fredag mislykkedes for Senatet at få stemt en budgetforlængelse igennem.

Det betød, at den offentlige lønningskasse blev smækket i. Flere hundredtusinder føderalt ansatte har derfor været sendt hjem uden løn.

Men efter forhandlinger blev den demokratiske mindretalsleder i Senatet, Chuck Schumer, enig med den republikanske flertalsleder i Senatet, Mitch McConnell, om et forslag.

- Vi vil i dag stemme for at genåbne regeringen for at fortsætte en forhandling om en omfattende aftale, siger han, med henvisning til at det haster med at få landet en aftale for op mod 800.000 unge immigranter.

Det er et program, der kendes som Daca. Det lader børn af illegale indvandrere bo, arbejde og studere i USA, men det udløber i marts. Hvis ikke Kongressen finder en aftale, så vil de blive udvist af USA.

Demokraterne ville i sidste uge ikke stemme for en midlertidig forlængelse, medmindre de unge immigranter, der ofte omtales som "Dreamers", fik garantier om deres fremtid i USA.

Schumer påpeger, at det nu gælder om at få en aftale på plads for de unge immigranter i de næste dage og uger.

Han understreger, at en tværpolitisk gruppe to gange har præsenteret præsident Donald Trump for en løsning. Og præsidenten begge gange har fejet det af bordet.

/ritzau/