Den amerikanske udenrigsminister er på tur i Europa, hvor første stop mandag har været Ungarn.

USA kan muligvis blive tvunget til at ændre nogle af sine aktiviteter i de lande, der fortsat laver forretninger med det kinesiske teleselskab Huawei.

Det siger den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo.

Hans udtalelse kommer mandag i forbindelse med et besøg hos Ungarns premierminister, Viktor Orbán.

Huawei er en af de helt store spillere på det ungarske telemarked.

- De er et selvstændigt land, så de må tage deres egne beslutninger. Men det vigtige for os er, at vi deler de ting, som vi ved, i forhold til farerne ved Huaweis tilstedeværelse, siger Pompeo.

- Der er reel risiko for, at deres eget folks privatliv ikke er beskyttet. Der er risiko for, at Kina vil bruge de her ting på en måde, som ikke er i Ungarns bedste interesse, lyder det fra udenrigsministeren.

USA anklager Huawei for både virksomhedsspionage og bedrageri.

Pompeo har gang i en rundtur i Europa, hvor han besøger fem lande.

Han ventes at levere samme besked om Huawei, når han tirsdag besøger Slovakiet. Pompeos sidste stop på turen er Polen, Belgien og Island.

Den kontroversielle premierminister Viktor Orbán beskyldes af både europæiske lande og USA for at undergrave demokratiet i Ungarn.

USA's præsident, Donald Trump, har ifølge nyhedsbureauet AP i højere grad end sin forgænger, Barack Obama, blandet sig i de ungarske affærer.

Og udenrigsminister Pompeo mener, at USA's tidligere mangel på tilstedeværelse har påvirket Ungarn negativt.

- I lang tid holdt vi dem ude, og det betød, at de søgte mod nogle folk, der ikke deler vores værdier. Russerne og kineserne har fået mere indflydelse her, og de deler ikke de amerikanske værdier, siger Pompeo.

/ritzau/AP