Den opsigtsvækkende sag om omfattende lækage af tophemmelige amerikanske efterretningsdokumenter får nu konsekvenser for yderligere to personer, skriver Reuters.

FBI arresterede 13. april en 21-årig mand, Jack Teixeira, en ansat på en enhed under det amerikanske flyvevåbens nationalgarde.

Han er sigtet for at have lækket fortrolige dokumenter til en gruppe på beskedtjenesten Discord.

Nu har det amerikanske flyvevåben suspenderet to ledende officerer på den base, som Jack Teixeira arbejdede på, mens man fra den øverste ledelses side foretager yderligere efterforskning.

21-årige Jack Teixeira er sigtet for at stå bag massiv lækage af hemmelige efterretningsdokumenter.
21-årige Jack Teixeira er sigtet for at stå bag massiv lækage af hemmelige efterretningsdokumenter. Foto: SOCIAL MEDIA WEBSITE
Vis mere

Der er tale om en såkaldt operation commander og en detachment commander, som man ikke har sat navn på.

Samtidig har man fjernet de to personers individuelle adgang til klassificerede systemer og materiale, oplyses det.

Sagen er ifølge Reuters blevet kaldt den mest alvorlige sikkerhedslækage, siden flere end 700.000 dokumenter, videoer og diplomatiske beskeder dukkede op på WikiLeaks i 2010.

Jack Teixeira risikerer op mod 10 års fængsel, hvis han findes skyldig i den nuværende sigtelse.