Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Rasmus Paludans koranafbrændinger i Sverige og Danmark kan ifølge USA føre til gengældelsesangreb.
USAs ambassade i Tyrkiet advarer mandag amerikanere mod mulige angreb mod kirker, synagoger og diplomatiske repræsentationer i Istanbul.
Det er anden gang inden for fire dage, at der advares efter Rasmus Paludans koranafbrændinger i Sverige og Danmark.
Der har også været en tilsvarende episode i Holland forrige weekend, hvor der blev sat ild til muslimernes hellige bog.
USAs ambassade advarer i den senest opdaterede rejsevejledning mod »mulige forestående gengældelsesangreb fra terrorister« i områder af den tyrkiske storby.
Det gælder især i forhold til bydelene Beyoglu, Galata, Taksim og Istiklal.
Det er steder, der besøges af mange turister fra Vesten.
I rejsevejledningen fra det danske udenrigsministerium går man ikke lige så langt. Men danskere opfordres til at være forsigtige under rejser i Tyrkiet.
»Risiko for demonstrationer rettet mod Danmark på grund af dansk/svensk politiker Rasmus Paludans koranafbrændinger,« hedder det.
/ritzau/