Der ventede en amerikansk flypassager en usædvanlig oplevelse, da han forleden skulle flyve hjem til Atlanta fra New Orleans.

Da passageren Steven Schneider nærmede sig gaten, hvor et stort MD-90 fly med plads til 160 passagerer ventede, blev han noget urolig, fordi der overhovedet ikke var andre passagerer at se.

»Jeg blev helt nervøs. Jeg kunne ikke tro det, og frygtede at jeg var kommet for sent til mit fly,« fortæller han til det lokale medie Channel 2.

Kun en stewardesse fra flyselskabet Delta gjorde ham selskab, og hun spurgte, om han hellere ville flyve hjem dagen efter, for han ville blive den eneste passager om bord.

En række andre passagerer, der oprindeligt havde skulle flyve med samme maskine, havde ombooket til tidligere eller senere afgange. Flyselskabet havde på forhånd prøvet at ringe til ham, men havde fået oplyst et forkert kontaktnummer.

Steven Schneider meddelte dog, at han gerne ville fastholde sin planlagte hjemrejse, og derfor endte han med at være eneste passager ombord på turen til Atlanta.

»I begyndelsen havde jeg dårlig samvittighed over, at flyet alene skulle flyve på grund af mig. Men stewardessen beroligede mig med, at der alligevel ville være brug for flyet i Atlanta til en afgang den følgende dag.«

»Men hun havde aldrig oplevet noget lignende i sine 17 år som stewardesse,« fortæller den ensomme passager, der trods alt nød at have besætningens fulde opmærksomhed.