USA appellerer om fredelig løsning på eskaleret konflikt mellem stormagtens allierede i det nordlige Irak.

Bagdad. USA er meget bekymret over meldinger om voldelige sammenstød mellem kurdere og irakiske styrker ved byen Kirkuk i det nordlige Irak.

- Vi holder nøje øje med situationen og opfordrer alle parter til at koordinere de militære aktiviteter og genetablere freden, siger Heather Nauert, talskvinde for det amerikanske udenrigsministerium.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Iraks hær meddelte mandag, at den havde erobret kontrollen med byen Kirkuk efter en stor fremrykning i de kurdisk-kontrollerede områder.

Kirkuk-provinsen er strategisk vigtig for Iraks olieproduktion.

De kurdiske peshmerga-militser overtog kontrollen med området i 2014, da de havde presset den militante bevægelse Islamisk Stat (IS) væk.

USA har flere gange forsøgt at mægle i konflikten mellem parterne, der begge støtter kampen mod den militante bevægelse Islamisk Stat.

Mandag understregede præsident Donald Trump, at USA ikke vil tage parti i striden.

- Vi tager ikke parti, men vi bryder os ikke om, at de kæmper mod hinanden. Vi har haft et godt forhold til kurderne i mange år, siger han ifølge AFP.

- Vi har også været på Iraks side, men vi tager ikke parti i konflikten, tilføjer han.

Spændingerne er steget i Irak, efter at en ikke-bindende folkeafstemning om kurdisk uafhængighed blev afholdt i slutningen af september.

Over 92 procent af kurderne i det nordlige Irak stemte for løsrivelse, viste det officielle resultat ifølge den kurdiske valgkommission.

Men afstemningen har vakt vrede i den irakiske centralregering, hvor premierminister Haider al-Abadi har truet med magtanvendelse i regionen.

Rob Manning, talsmand for Pentagon, kalder kurdernes beslutning om at afholde en folkeafstemning "uheldig".

- Vi støtter begge sider, men vi støtter ikke, at de bekæmper hinanden, siger han ifølge AFP.

Rob Manning bekræfter, at USA har soldater tilknyttet både den kurdiske og irakiske hær i området. Han ønsker dog ikke at oplyse, hvor mange det drejer sig om.

/ritzau/