Demonstranter i Irak har den seneste måned ønsket reformer af landets styre. Det ønske støtter USA.

Der er brug for et valg i Irak samt et stop for den vold, der har kostet flere hundrede demonstranter livet.

Det skriver Det Hvide Hus i en pressemeddelelse.

- Den irakiske regering må sætte en stopper for volden mod demonstranter og fuldføre præsident Salehs løfte om en reform af valgsystemet samt et tidligt valg, står der.

- USA er alvorligt bekymret over de fortsatte angreb mod demonstranter, borgerrettighedsaktivister og medierne samt indskrænkningen af internetadgang i Irak.

De seneste tal fra det irakiske parlaments menneskerettighedskommission viser, at mindst 319 mennesker har mistet livet.

Og søndag mistede tre demonstranter livet, da de blev skudt i det sydlige Irak af regeringsstyrker.

I en række store demonstrationer er der blevet opfordret til grundlæggende reformer i landet.

De voldsomme demonstrationer begyndte for omkring en måned siden.

Især unge irakere har været på gaden i hovedstaden Bagdad og det sydlige Irak for at protestere over korruption, mangel på arbejde og dårlig adgang til basale ydelser som vand og el.

Demonstrationerne har udviklet sig med krav om regeringens afgang, opløsning af parlamentet og en ændring i det politiske system, der blev indført efter den amerikanskledede invasion af Irak i 2003.

Iraks regering har under voldsomt pres lovet omfattende reformer i et forsøg på at dulme vreden i befolkningen.

I en fælles udtalelse fra præsident Barham Salih, premierminister Adel Abdel-Mahdi og parlamentsformand Mohammed al-Halbousi lovede regeringen søndag at bekæmpe korruption og arbejde for en valgreform.

Det er disse løfter, som USA nu opfordrer regeringen til at handle på.

/ritzau/AFP