To kinesiske diplomater kørte angiveligt ind på en amerikansk base, indtil brandbiler blokerede vejen.

I al hemmelighed udviste USA to kinesiske diplomater i efteråret på grund af mistanke om spionage.

Det er angiveligt første gang i over 30 år, at kinesiske diplomater udvises fra USA på grund af mistanke om spionage.

Det skriver avisen The New York Times efter oplysninger fra personer med kendskab til udvisningerne.

Udvisningen fandt sted efter en særpræget episode, hvor to kinesiske diplomater ifølge de amerikanske kilder på uberettiget vis kørte ind på en militærbase i delstaten Virginia.

Ingen af de to landes regeringer har offentliggjort oplysninger om udvisningerne eller episoden, som angiveligt skal have fundet sted i september.

Her skal de kinesiske diplomater - sammen med deres respektive hustruer - være kørt op til en kontrolpost for at få adgang til militærbasen.

En amerikansk vagt bad dem imidlertid om at køre ind gennem porten, vende om og forlade basen, da han fandt ud af, at diplomaterne ikke havde tilladelse til at komme ind. Det er ifølge avisen rutine, når personer ikke har adgangstilladelse.

I stedet kørte de kinesiske embedsmænd videre ind på basen, indtil flere brandbiler blokerede vejen for dem.

Diplomaterne påstod, at de havde misforstået vagtens instruktioner. Flere amerikanere har mistanke om, at kineserne forsøgte at tjekke sikkerhedsforanstaltningerne på basen.

Sådan lyder hændelsesforløbet ifølge personer med kendskab til episoden, skriver The New York Times.

Basen, som ligger nær Norfolk, anvendes ifølge avisens kilder til optræning af specialstyrker.

Efter den kinesiske indtrængen på basen har USA i oktober angiveligt indskærpet overfor kinesiske diplomater, at de skal oplyse myndigheder og embedsmænd om besøg på forhånd.

Amerikanske embedsmænd mener, at mindst en af de to kinesiske officerer havde tilknytning til den kinesiske efterretningstjeneste og arbejdede under dække af at være diplomat.

Det kinesiske udenrigsministerium og ambassaden i Washington har ikke ønsket at kommentere episoden over for The New York Times.

To med tilknytning til den kinesiske ambassade forklarer imidlertid, at de to kinesiske diplomater var på sightseeing, da de ved en fejl kørte ind på militærbasen.

Episoden har ifølge avisen ført til yderligere spændinger mellem de to økonomiske stormagter.

/ritzau/