I kølvandet på beskyldninger om skræmmemails og misinformation sanktionerer USA flere iranske organisationer.

USA har sat flere iranske organisationer på landets sanktionsliste efter beskyldninger om forsøg på at sprede misinformation.

Det oplyser det amerikanske finansministerium sent torsdag aften dansk tid. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Blandt de sanktionerede organisationer er Bayan Rasaneh Gostar-instituttet.

Instituttet beskyldes for at være et skalkeskjul for propagandavirksomhed orkestreret af Quds-styrken i Irans Revolutionsgarde siden i hvert fald 2015.

Det har ifølge USA været "medskyldig i udenlandsk indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2020", blandt andet ved at "udstille sociale problemer i USA, herunder covid-19-pandemien".

- Det iranske regime anvender falske narrativer og andet vildledende indhold til at forsøge at påvirke det amerikanske valg, siger finansminister Stephen Mnuchin i en meddelelse.

Også den iranske islamiske radio- og tv-forening (IRTVU) samt den internationale forening for virtuelle medier (IUVM) sanktioneres.

Det skyldes også påståede forbindelser til Quds-styrken, som ifølge Reuters allerede er pålagt sanktioner.

Meldingen om sanktioner kommer, en dag efter at John Ratcliffe, der er direktør for USA's nationale efterretningstjeneste, beskyldte både Rusland og Iran for forsøg på indblanding i valget.

Her sagde han blandt andet, at Iran har sendt e-mails med misinformation og uroskabende budskaber til mange amerikanere.

Det vides ikke, om de nye sanktioner har forbindelse til e-mail-kampagnen, som skulle forestille at være fra højrefløjsgruppen Proud Boys, men som ifølge Ratcliffe kom fra Iran.

De sanktionerede organisationer har endnu ikke svaret på beskyldningerne. Sanktionerne betyder ifølge nyhedsbureauet AFP, at amerikanske virksomheder ikke må handle med de iranske organisationer.

Irans Revolutionsgarde er den mest magtfulde enhed i Irans sikkerhedsstyrker.

Revolutionsgarden har kontrol med store dele af Irans økonomi og har også politisk indflydelse.

Den refererer direkte til Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, og ikke til landets militære ledelse.

/ritzau/