I løbet af de næste 12 til 18 timer står et stort område af USA overfor den usædvanlige trussel om tornadoer i januar måned.

USA: En koldfront og bemærkelsesværdig varm luft vil i løbet af de næste 12 til 18 timer støde sammen over et stort område af det centrale og sydøstlige USA og dermed forårsage tornadoer. Det oplyser meteorolog Bill Bunting fra USAs nationale vejrtjeneste til Reuters.

Den første tornadovarsel er blevet udstedt i det vestlige Missouri, mens en mindre række tornadoer kan komme i spil fra det nordøstlige Texas gennem stort set hele Arkansas og det vestlige Tennessee til det sydlige Illinois. Alle steder, hvor der udstedes tornadovarsler, opfordres beboerne til at blive indendørs og søge dækning.

- Det er ret usædvanligt. Det er ikke hver vinter, vi ser denne form for varme forårsage sådan et stormsystem, siger Bill Bunting til Reuters.

Ifølge meteorologen strækker advarslerne om både mindre og større tornadoer sig over et stort område, der dækker både Chicago, Cincinnati, Ohio, Nashville, Tennessee, Mississippi, Alabama og Louisiana.

- Vejrsystemet vil nå sit højdepunkt fra i eftermiddag og til ud på aftenen. Fra nu af og de næste 12 til 18 timer vil det kun blive stærkere og stærkere og dække et større og større område, fortæller han.

BNB/Reuters