USA anklager fem kinesere og to malaysiere for at have stjålet data fra regeringer, ngo'er og virksomheder.

Fem kinesere og to malaysiske forretningsfolk er blevet sigtet i en omfattende sag om hacking. Det oplyser USA's justitsministerium onsdag.

Ifølge den amerikanske anklagemyndighed har de fem kinesere hacket sig ind i mere end 100 virksomheder i USA og andre lande.

De fem kinesiske statsborgere skal have forbindelse til myndigheder i Kina, lyder anklagen fra USA's justitsministerium ifølge avisen Financial Times.

Den amerikanske vicejustitsminister Jeffrey Rosen retter en kritik mod Kinas regering.

- Desværre har det kinesiske kommunistparti valgt at gøre Kina til et tilflugtsted for cyberkriminelle, så længe de angriber computere uden for Kina og stjæler immateriel ejendom, der er til gavn for Kina, siger Rosen.

Det er især it-virksomheder som blandt andet softwareudviklere og computerproducenter, der er blevet ofre for hackerangrebene.

Men det er også gået ud over regeringer, ngo'er, universiteter og tænketanke samt demokratiforkæmpere i Hongkong.

Også en amerikansk ngo, der følger det uighurske mindretals forhold i Kina, er blevet hacket, skriver nyhedsbureauet AFP.

Hackerangrebene skal have stået på i en periode på seks år.

De fem sigtede kinesere er fortsat på fri fod. Det oplyser det amerikanske justitsministerium ifølge Financial Times.

De to malaysiske forretningsfolk, der er sigtet i sagen, blev anholdt i Malaysia mandag.

De er anklaget for at have profiteret af, at de kinesiske hackere stjal oplysninger fra selskaber, der fremstiller computerspil.

Disse selskaber ligger i USA, Frankrig, Japan, Singapore og Sydkorea, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det amerikanske justitsministerium har beslaglagt og undersøgt hundredvis af servere, konti, domænenavne og andet, der blev brugt af hackerne til at stjæle data fra deres ofre.

Sigtelserne er de seneste i en række fra amerikanske myndigheders side.

USA forsøger at lægge pres på Kina for at stoppe flere påståede brud på immaterielle rettigheder og slå ned på hackere.

Den kinesiske regering har gentagne gange afvist USA's anklager om, at den stjæler data fra udlandet eller ser gennem fingre med hackeres ulovlige aktiviteter.

/ritzau/