Hundredvis af amerikanske soldater er sat ind i Syrien, hvor et afgørende slag forberedes ved byen Raqqa.

Beirut. En amerikanskstøttet milits, som deltager i en offensiv mod Islamisk Stats hovedkvarter i Raqqa i Syrien, siger, at der er kastet amerikanske og allierede syriske oprørere ned fra fly nær Tabqa i Raqqa-provinsen.

Det oplyser militsen SDF i en meddelelse.

- Denne operation har både som mål at få indtaget det strategisk vigtige Tabqa-område over for Eufrat og at få svækket det syriske militærs fremmarch i den retning, siger den USA-støttede milits via sociale medier.

USA sendte den 9. marts yderligere 400 soldater til Syrien for at styrke offensiven mod Islamisk Stat (IS). De 400 soldater sluttede sig til 500 amerikanske og skal være med til at forsøge at besejre IS i Raqqa.

Amerikanske specialstyrker har befundet sig i Syrien siden 2015. De rådgiver og træner alliancen, der kalder sig Syriske Demokratiske Styrker.

Mens Islamisk Stat taber terræn i Irak og Syrien, har bevægelsens ledere givet ordre til, at Islamisk Stat skal ødelægge og sabotere så meget som muligt under en tilbagetrækning.

- Det er i dag en pligt for mujahedin at udvide operationer mod de vantro regimers aktiver, så korsfarere og frafaldne regeringer bliver frataget ressourcer, hedder det i en artikel i gruppens ugentlige onlinemagasin.

/ritzau/Reuters