Politisk leder Carrie Lam er en af flere embedsmænd i Kina og Hongkong, der rammes nu af sanktioner fra USA.

USA indfører sanktioner mod Hongkongs politiske leder, Carrie Lam, og ti andre embedsmænd i Hongkong og Kina.

Det meddeler det amerikanske finansministerium fredag.

- USA står side om side med befolkningen i Hongkong, og vi vil bruge vores værktøjer og myndighed til at ramme dem, der undergraver deres autonomi, siger finansminister Steven Mnuchin ifølge nyhedsbureauet AFP.

Kort forinden havde tre kilder meddelt til nyhedsbureauet Bloomberg, at sanktionerne er en straf mod Kina, der har slået hårdt ned på prodemokratiske kræfter i Hongkong.

I sidste måned indførte Kina en omstridt sikkerhedslov i Hongkong. Loven forbyder blandt andet oprør eller forsøg på løsrivelse. Det kan give fængsel på op til livstid.

Carrie Lam står i spidsen for en regering, der er loyal over for Kina. Siden sidste år har Hongkong været præget af massive demonstrationer mod Kinas stigende indflydelse i regionen.

Ud over Carrie Lam bliver også blandt andre Hongkongs politichef, Chris Tang, og justitsminister Teresa Cheng underlagt sanktioner.

Sanktionerne betyder, at deres eventuelle værdier i USA er indefrosset. Der er desuden regler for at gøre forretninger med dem.

Spændingerne mellem USA og Kina tiltager nærmest dagligt.

Tidligere fredag meddelte USA, at præsident Donald Trump vil underskrive et præsidentielt dekret, der forbyder transaktioner med videoappen TikToks kinesiske ejere, ByteDance.

Trump har desuden underskrevet en ordre, der forbyder appen WeChat. Den er ejet af den kinesiske techvirksomhed Tencent.

Trump omtaler ifølge den britiske tv-station BBC begge applikationer som "trusler".

En talsmand for udenrigsministeriet i Beijing sagde tidligere fredag, at Kina er stærkt imod det amerikanske dekret. Kina vil forsvare kinesiske virksomheders legitime rettigheder og interesser, hedder det.

/ritzau/