USA stopper midlertidigt med at sende penge til FN's hjælpeorganisaion for palæstinesiske flygtninge i Mellemøsten (UNRWA).

Det skyldes, at 12 ansatte i organisationen fredag er kommet under mistanke for at have været involveret i Hamas' terrorangreb mod Israel den 7. oktober.

Under angrebet brød palæstinensiske terrorister ind i Israel og gennemførte en blodig massakre på flere uskyldige mennesker. Over 1000 mennesker døde, og flere blev taget som gidsler af Hamas.

»USA er virkelig bekymret over anklagerne om, at 12 ansatte i UNWRA måske har været involveret i Hamas' terroranrgreb på Israel den 7. oktober,« lyder det i en pressemeddelelse fra USA's udenrigsministerium.

»Udenrigsministeriet har midlertidigt sat yderligere finansiering til UNRWA på pause, mens vi gennemgår disse beskyldninger og de skridt, FN tager for at løse dem.«

USA's regering med præsident Joe Biden i spidsen sendte i oktober 75 millioner dollar til UNRWA. Kongressen i USA havde ellers i længere tid blokeret for støtte til organisationen grundet bekymringer om, at den havde medlemmer af Hamas ansat, skriver The Hill.

Det er de israelske myndigheder, der skal have givet UNRWA oplysninger om, at en organisationens medarbejdere har været involveret i angrebet.

Organisationen iværksætter en undersøgelse af de tidligere ansatte, lyder det nu.

»For at beskytte agenturets evne til at levere humanitær bistand har jeg truffet beslutningen om øjeblikkeligt at opsige disse medarbejderes kontrakter og iværksætte en undersøgelse for at fastslå sandheden uden forsinkelse«, udtaler generalkommisær Philippe Lazzarin ifølge Reuters.