USA, Sydkorea og Japan har indledt fælles militære øvelser som forberedelse på missil- eller atomangreb.

Seoul. Sydkorea, USA og Japan har tirsdag indledt en fælles militærøvelse som forberedelse på eventuelle missil- eller atomtrusler fra Nordkorea.

Øvelsen finder sted ud for Sydkoreas og Japans kyster, oplyser Sydkoreas militær.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Øvelsen vil finde sted i løbet af de kommende to dage. Her skal landene blandt andet træne i at spore missiler fra det nordkoreanske styre.

Sydkorea, Japan og USA har i løbet af de seneste måneder afholdt en række fælles militære øvelser.

Det er sket, efter at USA og Sydkorea indgik en aftale herom sidste år oven på flere nordkoreanske missiltest.

Japans premierminister, Shinzo Abe, har lovet en skærpet kurs over for det isolerede styre, efter at han søndag sejrede med sin koalitionsregering ved parlamentsvalget.

Det skyldes ikke mindst, at Nordkorea to gange har affyret missiler ind over det nordlige Japan.

- Som jeg lovede under valgkampen, så er min umiddelbare opgave at tage mig af Nordkorea. Det vil kræve stærkt diplomati, sagde Abe umiddelbart efter valgsejren ifølge AFP.

Samtidig er spændingerne mellem USA og Nordkorea blevet større det seneste år. Nordkoreas gentagne missilaffyringer og atomtest har forværret de to landes forhold.

Det har fået USA's præsident, Donald Trump, til at true med at "udslette" Nordkorea.

/ritzau/