Den ukrainske offensiv viser endelig tænder.

Især i de seneste dage har det været tydeligt, lyder det i en ny amerikansk vurdering af krigssituationen.

»Vi har noteret os, at der i de seneste 72 timer har været bemærkelsesværdige fremskridt for de ukrainske styrker,« siger John Kirby, USAs nationale sikkerhedsrådgiver, ifølge Reuters:

Det skulle især være i syd – i Zaporizjzja-området – at Ukraine »har opnået en vis succes mod Ruslands anden forsvarslinje«.

John Kirby
John Kirby Foto: Evelyn Hockstein/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Altså skulle der være sket et gennembrud gennem første forsvarslinje.

Udmeldingen er kommet fredag, efter at der i længere tid har været sået tvivl om resultaterne af den ukrainske offensiv, der efterhånden har været i gang i flere måneder.

Hvilket også har medført et stigende antal kritiske røster.

Tidligere på ugen citerede The New York Times eksempelvis anonyme kilder for, at Ukraines offensiv var slået fejl, fordi tropperne var indsat på ufordelagtige steder.

John Kirby:

»Vi har alle set kritikken fra anonyme embedsmænd, og det hjælper ærligt talt ikke den ukrainske indsats på kamppladsen,« siger han:

»For enhver objektiv iagttager af modoffensiven kan ikke længere benægte, at de nu har gjort fremskridt.«

Den nationale sikkerhedsrådgiver tilføjer dog, at der stadig mangler hårde kampe forude for at komme længere mod syd.

Her kan store ukrainske fremrykninger ultimativt betyde, at man kan blokere for de russiske forsyninger til Krim-halvøen på fastlandsiden.

Der har været meldinger om især succes ved byen Robotyne.

Også fra ukrainsk side har man meldt ud, at der er fremskridt på krigsscenen.

Frra viceforsvarsminister Hanna Maliar lyder det ligeledes, at man i »visse område er brudt gennem første forsvarslinje«.

De står nu foran massive russiske forsvarsværker.

»Vores væbnede styrker skal nu overkomme massive forhindringer for at kunne rykke yderligere frem,« siger hun.