Overvågningsgruppe melder 33 personer dræbt efter angreb på skole, der blev brugt som flygtningecenter.

Beirut. Over 30 er dræbt under et amerikanskledet angreb på en skole i det nordlige Syrien, siger en overvågningsgruppe til nyhedsbureauet AFP.

Den ramte skole blev brugt som flygtningecenter nær byen Al-Mansoura, som kontrolleres af jihadister.

Den ramte skole husede omkring 50 fordrevne familier.

Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder siger, at angrebet syd for byen Al-Mansoura, som kontrolleres af Islamisk Stat, skete i de tidligere morgentimer tirsdag.

- Vi kan nu bekræfte, at 33 mennesker er dræbt. Det var fordrevne civile fra Raqqa, Aleppo og Homs, siger Rami Abdel Rahman, som leder overvågningsgruppen.

Den amerikanskledede koalition har bombet Islamisk Stat i Syrien siden 2014 og støtter en offensiv mod Islamisk Stats hovedkvarter i Raqqa.

Angrebet sker, efter at Rusland og kurdere i det nordlige Syrien har indgået en aftale om at samarbejde i det krigsramte syriske område.

Aftalen mellem de to parter betyder, at russerne får lov til at oprette en base i den nordvestlige del af Syrien, hvor den kurdiske YPG-milits har kontrol.

Tyrkiet har tidligere sat militære aktioner i gang for at forhindre, at YPG får kontrol over et større område langs den syrisk-tyrkiske grænse. De kurdiske styrker har længe været allieret med USA.

- Ruslands tilstedeværelse sker som led i en aftale mellem YPG og de russiske styrker, der lige nu er i Syrien, siger talsmand Redur Xelil i en skriftlig udtalelse.

- Rammen for aftalen er et samarbejde i kampen mod terrorisme.

Redur Xelil tilføjer, at aftalen er den første af sin slags.

/ritzau/AFP