USA har indgået en aftale med Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, om våbenhvile i det nordøstlige Syrien. Det siger USA's vicepræsident, Mike Pence, på en pressekonference torsdag aften.

Aftalen indebærer, at Tyrkiet skal indstille kampene i 120 timer, svarende til fem døgn, mens de syriske kurdere trækker sig ud af en såkaldt sikkerhedszone.

Pence tilføjer, at han har fået forsikringer fra den kurdiske YPG-milits om, at den vil trække sig tilbage bag en linje 32 kilometer fra grænsen.

Den tyrkiske udenrigsminister, Mevlüt Cavusoglu, afviser, at der er tale om en våbenhvile, for en sådan kan kun indgås mellem "to legitime parter".

Han siger, at Tyrkiet holder en pause i sine militære operationer, så "terrororganisationen", som han betegner YPG, kan forlade sikkerhedszonen.

»Vi suspenderer operationen, vi stopper den ikke,« siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

»Vi stopper den først, efter at de (kurdiske militser, red.) har trukket sig fuldkommen fra regionen,« siger Cavusoglu.

Pence var sammen med USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, torsdag på besøg hos præsident Erdogan i Tyrkiet.

Hvis Erdogan ikke havde accepteret forslaget om en våbenhvile, ville Tyrkiet være blevet underlagt "massive sanktioner" fra amerikansk hold, siger Pence på pressekonferencen.

USA har ikke tilbudt Tyrkiet andet end at trække de eksisterende sanktioner tilbage, tilføjer Pence.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, glæder sig over våbenhvilen.

'Det er en stor dag for civilisationen. Jeg er stolt af USA for at støtte mig på en nødvendig men noget ukonventionel vej,' skriver han på Twitter.

'Millioner af liv bliver reddet. Tillykke til ALLE!,' lyder det fra Trump.

Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), konstaterer, at våbenhvilen er hårdt tiltrængt.

'Næste fem døgn bliver afgørende. Brug for at vende tilbage til forhandlingssporet i Syrien,' skriver han.

/ritzau/Reuters