En af Islamisk Stats ledende figurer i Somalia er blevet dræbt i ildkamp mod amerikanske soldater, siger USA.

USA fik onsdag ram på en af den militante bevægelse Islamisk Stats (IS) markante ledere på det afrikanske kontinent, Bilal al-Sudani.

Det oplyser det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, i en skriftlig udtalelse.

Al-Sudani blev ifølge udtalelsen dræbt i en ildkamp mellem ham og hans soldater på den ene side og amerikanske styrker på den anden i en grotte i det nordlige Somalia.

- 25. januar, på ordre fra præsidenten (Joe Biden, red.), udførte den amerikanske hær en angrebsaktion i det nordlige Somalia, som resulterede i, at en række medlemmer af IS, heriblandt Bilal al-Sudani, døde, skriver Pentagon.

Det står umiddelbart ikke klart, hvor mange amerikanske soldater der var involveret i aktionen, men samtlige kom ud med livet i behold, tilføjes det.

Ifølge amerikanske embedsmænd var målet at tage al-Sudani til fange - ikke at dræbe ham.

Nyhedsbureauet Reuters har talt med flere embedsmænd, men ingen ville umiddelbart oplyse, hvilken direkte trussel al-Sudani udgjorde for USA.

- Al-Sudani var ansvarlig for at pleje IS' voksende tilstedeværelse i Afrika og for at finansiere gruppens operationer over hele verden, heriblandt i Afghanistan, fremgår det imidlertid af udtalelsen fra Pentagon.

Fra hans base i de nordsomaliske bjerge sørgede han for og koordinerede finansiering til flere forskellige afdelinger af IS.

Det gjaldt grupperinger i Afrika, men også Islamisk Stat Khorasan, som opererer i Afghanistan.

Før han blev en del af IS, stod al-Sudani blandt andet for at rekruttere og træne soldater for den militante islamistiske bevægelse al-Shabaab, som opererer i Somalia.

Aktionen med at tage ham til fange havde været i støbeskeen i månedsvis, oplyser Pentagon. Der var sågar etableret et øve-terræn, som skulle efterligne og forberede de amerikanske soldater på det terræn, som de skulle fange al-Sudani i.

Efter flere øvelser og indsamling af efterretninger gav Biden tidligere på ugen det grønne lys til, at al-Sudani kunne tages til fange.

- En tilsigtet tilfangetagelse blev i sidste ende besluttet som den bedste mulighed for at kunne optimere efterretningsværdien af aktionen og for at forbedre præcisionen i det udfordrende terræn, skriver Pentagon.

IS-gruppens modstand gjorde dog, at det ikke var muligt at tage al-Sudani til fange i live.

/ritzau/AFP