Stephanie Winston Wolkoff, der er forfatter til bogen om Melania Trump, bliver nu anklaget for at have brudt en fortrolighedserklæing.

Det skriver Reuters.

Ifølge mediet mener det amerikanske justitsministerium, at Stephanie Winston Wolkoff har undladt at lade regeringen kigge bogen igennem inden udgivelsen, som ellers var aftalen.

Den udlægning er Stephanie Winston Wolkoff imidlertid ikke enig i.

Tirsdag udtalte hun, at hun havde opfyldt alle betingelser i sin aftale med Melania Trump.

»Præsidenten og førstedamens brug af det amerikanske justitsministerium i et forsøg på at gøre mig tavs er en krænkelse af mine rettigheder,« siger hun og tilføjer, at regeringen samtidig misbruger deres magt til at forfølge egne personlige interesser og mål.

Ifølge Reuters skulle den amerikanske regering desuden have bedt om overskuddet fra bogen, fordi Stephanie Winston Wolkoff har skrevet bogen på baggrund af sin rolle som dels Melania Trumps nære veninde, men også som hendes rådgiver.

Sidstnævnte er en rolle, som Stephanie Winston Wolkoff har påtaget sig frivilligt, mener det amerikanske justitsministerium, hvorfor hun heller ikke 'uretmæsigt må beriges' af bogen.

Bogen om Melania Trump og hendes liv udkom for seks uger siden.

Den har siden udgivelsen været på New York Times bestseller-liste.

I forbindelse med bogen er præsidentfruen også blevet kompromitteret af optagelser, som Stephanie Winston Wolkoff optog i det skjulte, da hun for få år siden havde sin gang i Det Hvide Hus.

Blandt andet kom det frem, at førstedamen var godt og grundig træt af at have ansvaret for den meget udskældte juleudsmykning af præsidentboligen.

Fru Trump var frustreret over, at lige meget hvad hun gjorde, så blev hun kritiseret.

Desuden afslørede Wolkoff, at Melania Trump ikke havde meget tilovers for Stormy Daniels, kvinden, som hævder, at hun havde sex med præsidenten i 2006.

Da skandalen om Stormy Daniels for alvor rullede i 2018, bragte magasinet Vogue en forside med pornostjernen. Et billede, som stjernefotografen Annie Leibovitz havde taget.

Det undgik ikke præsidentfruens opmærksomhed.

»Annie Leibovitz har skudt porno-luderen, og hun (Stormy Daniels, red.) vil være i en af de næste numre, september eller oktober,« sagde Melania Trump til sin veninden, som spurgte:

»Hvad mener du med, at hun skød 'porno-luderen?'«

Hvortil svaret fra førstedamen faldt prompte:

»Stormy.«

Optagelserne har stjålet overskrifterne i de amerikanske medier og kan have været en medvirkende årsag til, at Stephanie Winston Wolkoff nu bliver sagsøgt.