Det kolde vejr i USA er ikke overstået, og myndighederne forbereder sig på mere kulde.

USA: De amerikanske myndigheder opfordrer flere steder folk til at holde sig inden døre og gemme på forsyningerne i en ny omgang strengt vintervejr. Det skriver AFP.

Det nordøstlige USA og Canada har de seneste dage været hårdt ramt af vinterstormvejr, der har kostet 11 mennesker livet.

Men der er søndag ikke nogen tegn på, at USA får lov til at puste ud efter de lave temperaturer og snestorm, der blandt andet har fået New York og New Jersey til at erklære undtagelsestilstand.

Torsdag førte vintervejret både et kraftigt snefald og de koldeste temperaturer i to årtier med sig.

I Chicago tyder prognoserne på, at der kan blive tale om byens værste vintervejr nogensinde med temperaturer ned omkring minus 23 grader. Samtidig vil en kraftig vind kunne føre »farlige tilstande« med sig, da det vil føles som helt ned til minus 50 grader, siger lokale meteorologer. Under sådanne forhold vil eksponeret hud få forfrysninger efter fem minutter.