USA's vicepræsidents tale i Knesset afbrudt af arabere med skilte, der kalder Jerusalem Palæstinas hovedstad.

Jerusalem. USA's ambassade i Israel flytter til Jerusalem inden udgangen af næste år.

Det siger vicepræsident Mike Pence i en tale i det israelske parlament, Knesset.

- I de kommende uger vil vores administration komme med sine planer for at åbne den amerikanske ambassade i Jerusalem. Og den amerikanske ambassade vil åbne inden udgangen af næste år

- Jerusalem er Israels hovedstad. Og derfor har præsident Trump instrueret Udenrigsministeriet i at påbegynde forberedelserne til at flytte vores ambassade, siger han.

Pence har været på en rundrejse, der har ført ham til Egypten, Jordan og Israel.

Tidligere har amerikanske embedsmænd givet udtryk for, at en flytning af ambassaden til Jerusalem ville tage mellem tre og fire år.

Talen fra Pence blev afbrudt af medlemmer fra arabiske partier. De holdt skilte op, som på engelsk og arabisk proklamerede, at "Jerusalem er palæstinensernes hovedstad".

De blev med hård hånd fjernet af vagter i Knesset.

Det affødte denne smilende reaktion fra Pence:

- Det gør mig ydmyg at stå over for et så levende demokrati.

Palæstinenserne raser over præsident Donald Trups beslutning om at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad, inden der er forhandlet en fredsløsning.

- Det messianske foredrag fra Pence er en gave til ekstremisterne og beviser, at USA's regering mere er en del af problemet end løsningen, siger Saeb Erekat, der er generalsekretær i PLO (Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation).

- Hans budskab til resten af verden er klart: Overtræd folkeretten og resolutioner, og USA vil belønne jer, siger han.

USA's ambassade ligger i dag i Tel Aviv lige som alle andre ambassader.

Trump offentliggjorde sin beslutning om ambassaden i begyndelsen af december.

Beslutningen var et brud med årtiers politik om Jerusalems omstridte status. Israel erobrede under Seksdageskrigen i 1967 Vestjerusalem og Vestbredden.

Der har hidtil været international konsensus om, at de besatte områder skal udgøre en fremtidig palæstinensisk stat.

EU-landenes udenrigsministre bekræftede mandag, at Jerusalem skal være den fremtidige hovedstad for både israelere og palæstinensere.

/ritzau/Reuters