Præsident Donald Trump udsætter sin rejse til Florida, hvis Kongressen ikke får en aftale på plads om finansieringen af det statslige budget inden midnat fredag (klokken 06 lørdag dansk tid), meddeler Det Hvide Hus.

Det er meningen, at Trump skal rejse fredag aften, da han lørdag har planlagt en overdådig fejring af det første år som præsident på sit landsted i Florida, Mar-a-Lago.

Det er Trump, som skal underskrive aftalen.

Det Hvide Hus gav torsdag meddelelse om Trumps planlagte rejse til Florida, hvilket fik demokrater til at anklage præsidenten for at løbe fra sit ansvar.

'At Trump vil rejse til Mar-a-Lago, mens der er fare for, at regeringen lukker ned, er den mest uansvarlige, selvoptagede pligtforsømmelse, som en præsident nogensinde har begået,' skriver demokraten Steve Cohen i Repræsentanternes Hus på Twitter:



Offentlig sektor kan gå i stå

En nedlukning betyder, at store dele af den offentlige sektor i USA går i stå. Uden et budget må den nemlig ikke foretage sig noget, medmindre der er tale om nødstilfælde.

Nogle områder er dog undtaget. Det er for eksempel fængsler og visse sundhedsområder. Militæroperationer i udlandet lukker heller ikke ned.

Blandt præsident Donald Trumps egne republikanske partifæller er der flere, som insisterer på, at der skal afsættes flere penge til USA's hær.

USA's præsident Donald Trump. Det Hvide Hus. Billedet her er fra den 19. januar.
USA's præsident Donald Trump. Det Hvide Hus. Billedet her er fra den 19. januar. Foto: JIM LO SCALZO
Vis mere

For at få vedtaget en forlængelse af budgettet kræves der ifølge reglerne mindst 60 ud af 100 stemmer i Senatet, der er det ene kammer i Kongressen.

Mange af de 18 demokratiske senatorer, der var med til at sikre en forlængelse i december, sagde onsdag ifølge Washington Post, at de ikke vil gøre det igen.

Den demokratiske senator Chuck E. Schumer, der er minoritetsleder, siger, at »et overvældende antal« demokrater er imod at forlænge budgettet endnu engang uden en aftale om indvandring.

Det vigtigste område for demokraterne er en aftale om Daca, som er et immigrationsprogram for unge illegale indvandrere, der kom til USA som børn.

Daca blev indført af daværende præsident Barack Obama i 2012 og skulle sikre, at cirka 800.000 unge såkaldte 'drømmere' kunne søge om lov til lovligt at studere og arbejde i landet i en periode.

Her ses USA's præsident, Donald Trump, ved Det Hvide Hus d. 19. januar. På billedet taler han med en pige i forbindelse med den årlige 'March for Life'.
Her ses USA's præsident, Donald Trump, ved Det Hvide Hus d. 19. januar. På billedet taler han med en pige i forbindelse med den årlige 'March for Life'. Foto: CARLOS BARRIA
Vis mere

/ritzau/AFP