USA fordømmer angreb på politiske kandidater i Uganda, hvor den siddende præsident beskyldes for valgsvindel.

USA er "dybt bekymret" over meldinger om vold og uregelmæssigheder i forbindelse med Ugandas præsidentvalg.

Det oplyser det amerikanske udenrigsministerium lørdag.

- Det ugandiske folk stillede op for at stemme ved det nationale valg 14. januar på trods af intimidering og frygt, udtaler talskvinde for ministeriet Morgan Ortagus i en erklæring ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Vi er dybt foruroligede over de mange troværdige rapporter om vold begået af sikkerhedsstyrker i perioden op til valget og om uregelmæssigheder under afstemningen, tilføjer hun.

Ugandas præsident, Yoweri Museveni, vandt præsidentvalget med 59 procent af stemmerne. Det oplyste valgkommissionen tidligere lørdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Dermed forlænges Musevenis 35 år lange regeringsperiode. Hans største rival, Bobi Wine, hævder, at der er begået valgsvindel.

Wine har således rådet alle vælgere til ikke at acceptere valgresultatet. Han siger, at han er den reelle vinder af torsdagens valg.

Præsident Museveni beskyldes for at knuse oppositionen og medierne forud for en af de mest voldelige valgkampagner i senere år, hvor mindst 54 mennesker mistede livet.

Morgan Ortagus fra USA's udenrigsministerium opfordrer til en "uafhængig, troværdig, upartisk og grundig efterforskning" af rapporterne om vold og svindel, samt at de skyldige bliver stillet til ansvar.

Hun fordømmer angreb på politiske kandidater og siger, at USA er "meget bekymret over chikanen og de fortsatte trusler mod civilsamfundet", skriver AFP.

Den 76-årige Museveni har ifølge valgkommissionen fået omkring 5,85 millioner stemmer. Det svarer til 58,64 procent af de afgivne stemmer.

Museveni har fået ændret forfatningen, så han kan forblive ved magten.

Bobi Wine har ifølge kommissionen fået 3,48 millioner stemmer.

Den 38-årige Wine er kendt som sanger, men han har også uddannet sig til advokat.

Bobi Wines hjem i hovedstaden Kampala var under svær bevogtning af soldater, da resultaterne af valget blev offentliggjort.

/ritzau/