Ingen andre personer blev ramt, da USA fredag angreb og dræbte al-Qaeda-leder i Syrien.

En højtstående leder af den militante bevægelse al-Qaeda er blevet dræbt i et amerikansk droneangreb i Syrien.

Det oplyser USA's forsvarsministerium, Pentagon, fredag lokal tid.

Angrebet fandt sted tidligere fredag.

- I et amerikansk luftangreb i dag i det nordvestlige Syrien blev den højtstående al-Qaeda-leder Abdul Hamid al-Matar dræbt, lyder det i en erklæring fra Pentagon.

Erklæringen citerer talsmand John Rigsbee fra den amerikanske centralkommando. Han er ansvarlig for de amerikanske styrker i Afghanistan, Irak og Syrien.

Ingen andre personer blev ifølge Rigsbee ramt i angrebet. Den anvendte drone var af typen MQ-9.

- Elimineringen af denne højtstående al-Qaeda-leder vil sætte terrororganisationens evne til at planlægge og udføre nye angreb tilbage, siger Rigsbee.

I slutningen af september blev en anden højtstående al-Qaeda-leder i Syrien, Salim Abu-Ahmad, dræbt i et amerikansk luftangreb nær Idlib i den nordvestlige del af landet.

Salim Abu-Ahmad var ansvarlig for planlægning, finansiering og godkendelse af angreb på tværs af regioner hos al-Qaeda.

- Al-Qaeda fortsætter med at udgøre en trussel mod USA og vores allierede. Al-Qaeda bruger Syrien som et tilflugtssted til at genopbygge, koordinere og planlægge operationer, siger Rigsbeee.

Den igangværende krig i Syrien har medført en kompleks slagmark med udenlandske tropper, militser og jihadister.

Krigen har kostet omkring en halv million mennesker livet siden begyndelsen af 2011.

/ritzau/AFP