Anklagerne mener, at den 33-årige mand har arbejdet som agent for Kinas regering som minimum siden 2014.

En betjent fra politiet i New York City er blevet anholdt og sigtet for at arbejde for den kinesiske regering.

Det meddeler føderale anklagere, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den 33-årige mand er blandt andet sigtet for at have videregivet oplysninger om kinesiske statsborgere, der bor i New York City og omegn, til ansatte på det kinesiske konsulat.

Manden er amerikansk statsborger, men født i Kina.

- Det her er definitionen på en trussel indefra. Som det formodes arbejdede han til fordel for en fremmed regering.

- (Han, red.) løj for at blive godkendt og udnyttede sin position som New York-politibetjent til at hjælpe den kinesiske regerings undergravende og ulovlige forsøg på at rekruttere kilder, udtaler William Sweeney, der er ansvarlig for forbundspolitiet FBI's kontor i New York, ifølge Reuters.

Anklagerne mener, at manden som minimum har arbejdet som agent og spioneret for Kinas regering siden 2014.

Ud over at overvåge kinesiske statsborgere er han anklaget for at give falske udtalelser og tilgå information fra efterretningstjenesterne om det lokale tibetanske miljø i USA. Det viser dokumenter fra retten.

Dele af informationen har han ifølge avisen The New York Times haft adgang til som sergent i den amerikanske hær.

Her var han godkendt til et sikkerhedsniveau, hvorved han kunne tilgå fortrolige oplysninger, lyder det fra anklagerne.

Herfra skal manden have givet oplysninger videre til en afdeling på det kinesiske konsulat, som er ansvarlig for at "neutralisere kilder, der potentielt er modstandere af politikker og autoriteter" i den kinesiske regering, skriver The New York Times.

Den 33-årige mand blev anholdt i sit hjem i Long Island tidligere mandag lokal tid. Han blev senere på dagen fremstillet ved en domstol i bydelen Brooklyn.

/ritzau/