Amerikanere anbefales fremover at tildække næse og mund for at begrænse smitte med coronavirus.

USA's regering anbefaler nu amerikanerne at dække deres ansigter til for at beskytte sig mod coronavirus.

Det siger USA's præsident, Donald Trump, på et pressemøde sent fredag aften dansk tid.

Der er tale om en opfordring, ikke et påbud, understreger præsidenten.

Anbefalingen kommer fra de amerikanske myndigheder for sygdomskontrol og -forebyggelse (CDC).

Myndigheden understreger, at det ikke nødvendigt med en kirurgisk maske eller et andet medicinsk mundbind.

Og at tildække næse og mund kan ikke erstatte forholdsreglerne om at vaske hænder og holde afstand til andre mennesker.

Trump tilføjer på pressemødet, at han ikke selv regner med at følge opfordringen om at dække sig til.

Meldingen fra de amerikanske myndigheder kommer, få timer efter WHO har åbnet for, at bredere brug af hjemmelavede masker i verdens befolkning kan være en måde at mindske spredningen af coronavirus.

WHO mener dog fortsat, at ansigtsmasker primært bør bruges af sundhedspersonale, da det er her, maskerne har størst effekt.

Torsdag lød det fra New Yorks borgmester, Bill de Blasio, at alle newyorkere nu opfordres til at dække deres ansigter til, når de bevæger sig uden for hjemmet.

New York er ved at udvikle sig til et nyt epicenter for coronapandemien. Det seneste døgn er der registreret 562 nye dødsfald blandt coronapatienter i delstaten New York, hvor storbyen står for hovedparten af dødsfaldene.

Det er det hidtil højeste antal døde på et enkelt døgn i delstaten.

Dermed er det samlede antal døde i delstaten oppe på 2935.

I alt er over 6000 døde med coronavirusset i USA ifølge en opgørelse fra Johns Hopkins University.

/ritzau/Reuters