Donald Trump må tirsdag have oplevet en af sine værste dage i Det Hvide Hus, vurderer USA-kender.

Tirsdag markerede et nyt lavpunkt for USA's præsident Donald Trumps tid i Det Hvide Hus.

Det vurderer USA-analytiker Søren Dal Rasmussen fra netmediet Kongressen.com, efter at to af præsidentens tidligere betroede ansatte tirsdag blev kendt skyldige i forskellige former for økonomisk kriminalitet.

- Juridisk må dette være en af de tre værste - hvis ikke den værste - dag i Donald Trumps embedsperiode.

Vurderingen kommer, efter at Donald Trumps tidligere kampagnechef Paul Manafort tirsdag blev kendt skyldig i fem tilfælde af skattesvindel, to tilfælde af banksvindel og for ikke at have oplyst om udenlandske bankkonti.

Kort tid efter erklærede Donald Trumps tidligere advokat Michael Cohen sig skyldig i banksvindel og ulovlige kampagnedonationer.

Cohen forklarede tirsdag under ed, at Donald Trump beordrede ham til at betale to kvinder for at tie om deres påståede affærer med den daværende præsidentkandidat under valgkampen i 2016.

Cohen har indgået en aftale med anklagemyndigheden for at få en nedsat straf.

Særligt sagen mod Cohen må give præsidenten dybe panderynker, mener Søren Dal Rasmussen.

- Nogle gange føler man lidt, at man lever i en tv-serie og bliver nødt til at knibe sig i armen.

- Hvis det er sandt, så har præsidenten begået en kriminel handling under valgkampen, som skulle hjælpe ham med at vinde, og som sandsynligvis har haft betydning for resultatet, siger han og tilføjer:

- Hvis ikke han havde været USA's præsident lige nu, så havde han efter alt at dømme risikeret fængselsstraf.

- Det er der, vi er i amerikansk politik lige nu, og det er jo helt surrealistisk, siger Søren Dal Rasmussen.

Med tirsdagens udvikling er nettet blevet strammet yderligere om præsidenten. Han undersøges i øjeblikket for ulovlige forbindelser med russiske agenter under valgkampen af specialanklager Robert Mueller.

Sagen mod Manafort er Muellers foreløbigt største sejr og vil give undersøgelsen mere legitimitet, vurderer Søren Dal Rasmussen.

Trods tirsdagens udvikling ser han dog ikke nogen store konsekvenser for præsidenten på kort sigt.

- Der er midtvejsvalg om tre måneder, og Republikanernes skæbne er bundet til præsidentens popularitet.

/ritzau/