Cirka 100 personer har natten til mandag skabt problemer for politiet i Malmø-bydelen Rosengård.

Der er sent søndag aften og natten til mandag blevet påsat flere brande og opstået ny uro i Malmø-bydelen Rosengård.

Uroen begyndte omkring klokken 23. Her oplyste politiet til nyhedsbureauet TT, at adskillige personer var på Ramels Väg i bydelen, hvor politiet måtte rykke ud med flere patruljer i et forsøg på at sprede den hidsige folkemængde.

Til avisen Sydsvenskan oplyste politiet, at cirka 100 personer havde forsamlet sig, og at de fremmødte betjente blev mødt med stenkast.

»Flere personer har sat ild til bildæk, skraldespande og andet affald. Folk har endda slæbt trailere hen fra en tankstation og sat ild til dem,« sagde talsmand for Politiregion Syd Patric Fors til TT kort efter klokken 23.

En udbrændt bil.
En udbrændt bil. Foto: Marcus Mørk/Byrd
Vis mere

Flere biler blev siden stukket i brand. Det samme blev en skole lidt efter klokken 00.30.

»Det var en ganske stor brand på Rosengårdskolen, og vi måtte eskortere brandvæsnet ind, så de kunne slukke branden. Det er uklart, hvor meget af skolen der er ødelagt,« siger Patric Fors omkring klokken 3.30.

Ifølge talsmanden er det hovedsagelig unge mennesker, der er involveret i urolighederne.

Situationen er blevet bedre i løbet af natten, men der er meldinger om flere mindre brande andre steder i Rosengård, som brandvæsnet ikke har kunnet rykke ud til, fordi det er for usikkert.

Foto: Marcus Mørk/Byrd
Vis mere

Der er ingen meldinger om tilskadekomne under optøjerne, som politiet omtaler som »voldsomme«.

»Så vidt jeg ved, er ingen kommet til skade. Hverken politiet eller de unge, der har kastet med sten. Senere mandag har vi et klarere billede af, hvor mange der er blevet anholdt,« siger Patric Fors.

Malmø og en række andre svenske byer er de seneste dage blevet ramt af voldsomme uroligheder i kølvandet på flere demonstrationer af Stram Kurs-leder Rasmus Paludan.

Tidligere søndag var der også optøjer i byerne Norrköping og Linköping. Her havde Rasmus Paludan bebudet flere koranafbrændinger, men mødte ikke op.

Foto: Marcus Mørk/Byrd
Vis mere

Alligevel endte det i sammenstød mellem politiet og flere moddemonstranter, og i Norrköping følte politiet sig nødsaget til at affyre varslingsskud.

Tre personer blev ramt af rikochetterende projektiler og måtte køres på hospitalet.

Både i Linköping og Norrköping blev der kastet sten mod politiet, og der blev sat ild til mange personbiler.

I Linköping er otte personer anholdt i forbindelse med optøjerne søndag. 18 personer er anholdt i Norrköping. Det fremgår af en opdatering, som politiet har udsendt mandag morgen. Her står også, at der ventes flere anholdelser.

Lørdag aften og natten til søndag var der også uroligheder i Rosengård i Malmø. Her blev der kastet sten og brandbomber mod politiet, ligesom en bus og flere biler blev sat i brand.

/ritzau/