De nye fastfoodrestauranter er åbnet med burgere, pomfritter og hele menuer, der absolut ikke skal have noget med McDonald's at gøre.

Og dog.

For hos 'Vkusno & Tochka' er det tilsyneladende alligevel gået så stærkt, at der har sneget sig et levn fra den noget mere berømte amerikanske forgænger ind. Ifølge Business Insider.

Det afslører billeder fra åbningen af de første 15 spritnye spisesteder, der i weekenden tog mod de første kunder som erstatning for alle de McDonald's-restauranter, der er lukket, slukket og solgt fra som følge af krigen i Ukraine.

McDonald's-logoet er tydeligt streget ud på ketchuppen her.
McDonald's-logoet er tydeligt streget ud på ketchuppen her.
Vis mere

For kig lige på den lille ketchupbeholder herover.

Her er det tydeligt, at medarbejdere hos 'Vkusno & Tochka' blot med en sort tusch har streget det velkendte McDonald's-logo ud. Det er altså i virkeligheden McDonald's-ketchup.

Og det er altså absolut ikke meningen.

Det har den nye ejer, stenrige Alexander Govor, ellers tydeligt forklaret. For med i købet fulgte ikke bare samtlige 850 McDonald's-restauranter i Rusland og alle 51.000 medarbejdere – det gjorde også nogle strikse forholdsregler.

En medarbejder hos 'Vkusno & Tochka', i baggrunden ses det nye logo.
En medarbejder hos 'Vkusno & Tochka', i baggrunden ses det nye logo. Foto: KIRILL KUDRYAVTSEV
Vis mere

»Vi har ikke ret til at bruge bestemte farver, vi har ikke ret til at bruge de gyldne buer, vi har ikke ret til på nogen måde at nævne McDonald's,« som den nye ejer sagde i forbindelse med weekendens åbning til nyhedsbureauet Reuters.

Derfor fremstod al indpakningspapir, krus, navne og så videre i en ny stil. Ganske neutral og ensfarvet.

Undtagen altså de små beholdere til saucer som ketchup eller dressinger.

Maden lignede til gengæld alle de kendte klassikere hos McDonald's, beretter Reuters, uden at de dog hed Big Mac, McFlurry eller lignende.

Der var lange køer foran 'Vkusno & Tochka', da de første restauranter åbnede i weekenden.
Der var lange køer foran 'Vkusno & Tochka', da de første restauranter åbnede i weekenden. Foto: MAXIM SHIPENKOV
Vis mere

Og hvad så med smagen?

»Smagen er den samme. Colaen smager anderledes, men der er virkelig ingen forskel på burgerne,« siger 15-årige Sergej til Reuters.

Det nye navn, 'Vkusno & Tochka, kan oversættes til 'Lækkert og intet andet' eller 'Lækkert. Punktum'.

Alexander Govor forventer, at der er åbnet 200 restauranter i løbet af juni, og inden sommeren er forbi, skal alle de tidligere McDonald's-lokaler igen være åbne.

»Jeg er ambitiøs og planlægger ikke bare at åbne de 850 restauranter, men også at åbne nye,« siger han.