Lyt til artiklen

Sidste år blev den danske jæger Ole Frost forhadt i store dele af Norge efter en nedskydning af albino-elgen, Alvin.

Nu har en dansk jæger atter skabt overskrifter hos en af vores nordiske naboer. 

Hørte noget i mørket

Denne gang har en dansk jæger under en vildsvin-jagt skudt to velvoksne tyre, der tilhørte en landmand i Småland i Sverige. 

- De danske jægere havde købt en rejse, hvor de skulle jage vildsvin, og de var på jagt, mens det var mørkt. En jæger hørte så noget bevæge sig i mørket, som han skød. Han troede var vildsvin, men det var altså to styk højlandskvæg, siger Ryan Hold, vagthavende ved det lokale svenske politi i amtet Kalmar.

Det er vel ret alvorligt. Det kunne også have været et menneske, de havde hørt bevæge sig?

- Ja, det er spørgsmålet. Men jeg har ikke talt jægeren, siger Ryan Hold.    

Mine tyre er skudt

Episoden fandt sted natten til lørdag klokken 01.00. Her fik politiet i Kalmar et opkald fra en jordejer i i Tigerstad, syd for Hultsfred, som fortalte, at danske jægere netop havde været på jagt på hans grund, og to af hans tyre nu var skudt.

Til den svenske avis Kvällposten sagde svensk politi i går, at en dansk jæger nu er sigtet for over overtrædelse af jagtloven - og den vagthavende ved politiet var i øvrigt ikke specielt imponeret over den danske jæger. 

- Man bør være i stand til at se forskel, ​​lød det fra den vagthavende hos politiet i Kalmar, Christer Karlsson, som argumenterede videre: 

- Disse tyre vejer cirka 800 kg hver. Jeg læste den anden dag, at det største vildsvin vejer lidt over 200 pounds (cirka 90 kilo red.). Så tyre er meget større.

BT er i besiddelse af navnet på den danske jæger, men endnu har ingen med det pågældende navn ville stå ved nedskydningen af de to svenske tyre.

Ifølge politiet skulle den pågældende jæger have været ædru.