En underskriftindsamling er lige nu i gang på hjemmesiden change.org, hvor en familiefar fra Tyskland vil have stoppet salget af nazistiske Lego-soldater på Amazon. Soldaterne er ikke designet af danske Lego, men af en anden virksomhed, der bruger de danske klodser.

I underskriftindsamlingen, der er oprettet af Manuel Hegel fra Röttenbach, Tyskland, opfordrer han til, at både Lego og Amazon skrider ind over for figurerne, der kan købes i forskellige udgaver til omkring 20 euro - eller godt 150 kroner - og op efter.

Manuel Hegel skriver blandt andet:

'Som man nemt kan se, så ser disse figurer ud som de originale Lego-figurer, men de har nationalsocialistiske symboler såsom den imperialistiske ørn (Reichsadler, red.), jernkorset og kranier på kraven. Producenten af disse figurer bruger ofte Lego-navnet i deres produktbeskrivelse eller skriver, de bruger originale Lego-dele,' skriver Manuel Hegel og uddyber:

'Disse figurer repræsenterer et af de mest inhumane regimer i verdenshistorien, og ved at lege med dem accepterer børnene disse uniformer, våben osv. som normale, hvilket er en uacceptabel indflydelse på børn. Yderligere er disse figurer en stor trussel for Legos og Amazons ry.'

I skrivende stund har mere end 1.600 personer underskrevet underskriftindsamlingen for at få stoppet salget.

Ikke vores værdier

Hos Lego er man da heller ikke specielt tilfreds med nazificeringen af deres verdenskendte legetøj. Selvom man byder innovation med legetøjet velkommen.

»Nogle af dem er fantastiske og sjove. Men desværre ser vi også nogle gange projekter eller modeller, som vi aldrig nogensinde selv kunne finde på at understøtte, fordi de ikke er i overensstemmelse med vores værdier«, siger pressechef hos Lego, Roar Rude Trangbæk til Politiken. Han understreger, at Lego hverken bakker op om eller støtter den type udsmykning af Lego-figurer.

Foto: Amazon
Vis mere