Det var forventet, at en rød bølge ville skylle ind over USA til midtvejsvalget.

Men Republikanernes røde farve ser ikke ud til at blive så omfattende, som prognoserne viste i første omgang.

Ifølge Tufts University har 27 procent af vælgerne i aldersgruppen 18 til 29 år stemt ved dette midtvejsvalg. Det er den andenhøjeste stemmeprocent ved et midtvejsvalg i 30 år. 63 procent af de stemmer gik til Demokraterne.

»Det skyldes i høj grad frygten for Donald Trump, men også nogle af de sager, som har været højaktuelle som spørgsmålet om fri abort og våbenlovgivning,« siger B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, som er til stede i Florida.

Midtvejsvalget har været tæt. Meget tæt.

Og det er i høj grad de unges stemmer, som har forhindret Republikanernes røde bølge i at blive til virkelighed.

»Havde de unge ikke stemt i så stort et antal, så havde republikanerne formentlig fået den jordskredssejr, som de forventede. De unge spillede en aktiv politisk rolle og sikrer et radikalt anderledes billede, end man forventede,« siger Jakob Illeborg.

Den hidtil lave stemmeprocent blandt de yngste vælgere skyldes, ifølge Jakob Illeborg, at det som regel er nogle ældre herrer, som stiller op til valg i USA.

»Hvis vi ser på Joe Biden eller Donald Trump, så føler man nok som ung, at man ikke har så meget til fælles med dem. Det har jo i mange år været gamle mænd, som har været på valg på valg i USA,« siger Jakob Illeborg.

I valgannoncer har partierne primært appelleret til de midaldrende. Men spørgsmålet er om det kommer til at ændre sig ved det næste valg.

»Jeg tror, at man i fremtiden vil satse mere på at ramme de unge. Demografien taler til det. Ved næste valg vil generation Z være mest repræsenteret. Man bliver nødt til at forholde sig til de unge ved næste valg,« siger Jakob Illeborg.