Naboer til hoteller på Mallorca har fået nok af unge turister, som tager del i livsfarlig leg.

Det er primært unge tyskere, som tager del i legen, der går ud på at klatre fra altan til altan på hoteller i byen Platja de Palma, skriver lokalavisen Ultima Hora fra Mallorca.

Når feriesæsonen starter, oplever de lokale i området omkring gaden Calle Bartomeu Calafell, som lægger adresse til flere hoteller, at snesevis af unge turister klatrer fra altan til altan og sætter eget og andre liv på spil.

Beboerne er forargede, skriver avisen, fordi opkald til hotellerne ikke fører til, at den farlige trend bliver stoppet. Budskabet lyder i stedet fra hotellet, at man ikke kan gøre noget ved det, siger de lokale beboere.

Skærmbillede fra Google Maps.
Skærmbillede fra Google Maps.
Vis mere

»Problemet er meget alvorligt. Det viser sig, at disse unge mennesker, der systematisk går fra altan til altan langs hotellets facade, i langt hovedparten af tilfældene er fulde eller påvirkede af stoffer,« siger en nabo til avisen.

Samtidig lyder det, at man ikke længere er klar til at konfrontere de pågældende turister eller ringe til politiet 20 gange om dagen for at forhindre unge i at klatre fra altan til altan.

Ud over problemer med turister, der sætter livet på spil, er beboerne i Platja de Palma godt trætte af, at turister spiller høj musik mellem kl. 2 og 5 om morgenen samt sover helt nøgne på terrassen eller altanen.