Den populære rejsedestination Costa del Sol var alt andet end et ferieparadis natten til 11. februar for en 23-årig britisk kvinde.

Hun var på vej hjem klokken fem om morgenen, da hun blev slået i ansigtet og voldtaget. Den unge kvinde mistede bevidstheden under overfaldet. Det næste, hun husker, er, at hun vågnede uden bukser på.

Gerningsmanden blev efterfølgende anholdt på grund af en selfie, han havde taget med hendes telefon, som han havde stjålet fra hende.

Det skriver britiske Metro.

Et vidne har forklaret, at vedkommende hørte kvinden bede for sit liv. Gerningsmanden blev anholdt 48 timer senere. Og det er her, at billederne spiller ind. For da kvinden loggede ind på sin Google Drev-konto, kunne hun se flere billeder af voldtægtsmanden, som han havde taget med hendes telefon. Herefter gik der kort tid, før han blev anholdt.

Politiet oplyser, at den mistænkte gerningsmand er 22 år gammel og hjemløs. Han sidder varetægtsfængslet indtil videre.

»Politiet har anholdt en mand, der er mistænkt for et sexovergreb i La Nogalera-området tidligt 11. februar. Den mistænkte havde det påståede offers mobiltelefon på sig, da han blev anholdt,« siger en talsmand for politiet.

Talsmanden oplyser, at den 22-årige er sigtet for sexovergreb, røveri og overfald.