Videoen viser en havefest med en gruppe mænd, som har pyntet op med et flag med et tydeligt hagekors. Sagen chokerer i Tyskland.

En 23-årig kvinde ikke bare dokumenterede, at en gruppe mænd holdt fest under et hagekorssymbol.

Hun konfronterede dem også.

Og nu både hyldes og trues den unge kvinde, hvis navn er Emely S. Det rapporterer Bild.

Efterfølgende lagde Emely S. nemlig en video af konfrontationen med mændene, som fandt sted i Döbeln i Sachsen mellem Leipzig og Dresden, ud på sin Twitter-konto.

Den er imidlertid efterfølgende blevet suspenderet for brud på mediets regelsæt.

»Jeg kunne ikke bare kigge den anden vej,« siger Emely S. til Bild om episoden.

Umiddelbart efter, at episoden havde fundet sted, skrev hun til politiet, som ad to omgange derefter mødte op til havefesten. Begge gange havde mændene imidlertid taget flaget ned.

Men i og med, at der findes videodokumentation, er der rejst sigtelse.

Det er således ulovligt i Tyskland at fremvise hagekors – også i privat sammenhæng.

Men også Emely S. er nu havnet i problemer efter offentliggørelsen.

En af mændene, 46-årige Jens S., har siden politianmeldt hende for ulovlig indtrængen på sin ejendom og for æreskrænkelse.

Derudover efterforskes den unge kvinde for at have offentliggjort video af personer, der kan genkendes, men som ikke har givet samtykke til, at videoen blev offentliggjort.

Samtidig fortæller hun, at hun har modtaget trusler.

»Folk skriver til mig på internettet, at de vil finde min adresse. Men jeg vil ikke lade det skræmme eller afskrække mig,« siger Emely S.

»Jeg håber, at jeg med min video var i stand til at opmuntre mange mennesker til at gøre noget mod højreekstremisme,« siger hun til avisen, som hylder hende for hendes mod.

Også politisk har videoen fået opmærksomhed:

'At udvise moralsk mod er den mest magtfulde og det mest grundlæggende svar på racisme og tankegods på den yderste højrefløj,' konstaterer den socialdemokratiske lokalpolitiker Dirk Neubauer ifølge Berlingske på Twitter.