En hacker fra gruppen LulzSec har i retten tilstået, at han var del af et større angreb mod Sony. Han risikerer 15 års fængsel.

Den 23-årige amerikanske hacker Cody Kretsinger har torsdag erkendt, at han tog del i et omfattende hackerangreb mod Sony Pictures Entertainment sidste år, Tilståelsen skete i en føderal ret i Californien, skriver nyhedsbureauet Reuters.Kretsinger, der blev anholdt af FBI sidst i september sidste år, var del af den kendte hackergruppe LulzSec, som har gennemført flere større angreb tidligere. I forbindelse med sit første retsmøde havde Kretsinger ellers nægtet sig skyldig, men torsdag erkendte han, at han tog del i angrebet.Kretsinger havde sammen med andre fra gruppen LulzSec hacket sig til personlig informationer fra tusindvis af Sony-brugere, som man efterfølgende offentliggjorde på gruppens hjemmeside og siden annoncerede via sin Twitter-profil.

Gruppen offentliggjorde navne, fødselsdatoer, email- og hjemmeadresser samt kodeord på tusindvis af brugere, som havde deltaget i konkurrencer, som Sony stod bag. Angrebet skulle blandt andet understrege, at Sony ikke beskyttede brugernes oplysninger i tilstrækkelig grad.

Den 23-årige hacker risikerer op til 15 års fængsel, når der skal afsiges dom 26. juli. Formentlig slipper han dog med en mindre straf, skriver Reuters.