I erklæring, der offentliggøres i to baskiske aviser, tager ETA afstand fra egne metoder.

Madrid. Den baskiske oprørsorganisation ETA siger undskyld for de lidelser, som den har påført under fire årtiers væbnet kamp for løsrivelse af områder i Nordspanien og Sydvestfrankrig.

I erklæringen lover organisationen, at den aldrig mere vil gribe til den slags midler.

ETA dræbte cirka 850 mennesker. Blandt dem var politifolk, politikere og erhvervsfolk.

Organisationen ventes i næste måned at meddele, at ETA opløser sig selv.

ETA indstillede i 2011 efter mange år med bombeangreb, skyderier og bortførelser sin voldelige kamp for et selvstændigt baskisk land.

Erklæringen fra ETA offentliggøres fredag i de baskiske aviser Berria og Gara.

- Vi ønsker at vise vores respekt over for de døde, de sårede og de ofre, som ETA's handlinger førte med sig. Vi undskylder oprigtigt, hedder det.

Spaniens regering, der anser ETA for at være en terrororganisation, hilser undskyldningen velkommen.

- ETA burde oprigtigt og betingelsesløst have bedt om tilgivelse for de skader, som de påførte, for længe siden, siger premierminister Mariano Rajoy i en kort kommentar.

Størstedelen af baskerne bor i Baskerlandet, der er en selvstyrende region i Spanien.

AVT, der er en sammenslutning af ofre for terror, kalder ETA's erklæring et forsøg på at hvidvaske gruppens fortid.

ETA blev dannet i slutningen af 1950'erne, mens Spanien var et diktatur under general Francisco Franco.

Målet var at danne en ny uafhængig stat i de baskiske områder af Spanien og Frankrig.

I 1980'erne blev metoderne optrappet, og en "beskidt krig" tog over fra begge parter. Med statens accept gik dødspatruljer på jagt efter ETA-folk, og tortur blev dagens orden.

Det er uvist, hvad undskyldningen fra ETA vil betyde for de flere hundrede medlemmer, der stadig sidder fængslet.

Baskerne har deres egen kultur og helt eget sprog: Euskara.

/ritzau/AP